Wiinyt

Ubisoft har længe været kendt for, og har længe været med til, at udgive nogle fantastiske spil på konsolmarkedet. Da Nintendo Wii blev udgivet i december 2006 udkom også Rayman: Raving Rabbids. Denne gang i en lidt anden stil end vi tidligere har set Rayman i sine adventure spil.

Spillets story mode starter med en intro som foregår ude på en mark. Rayman og hans venner, Globox-folket, er taget ud på en skovtur og har den store picnic kurv med sig. Alt ser ud som om det ikke kan gå bedre. De nyder hinandens selskab, den friske luft og man kan høre fuglene kvidre. Men lige med ét forsvinder en Globox ned i et hul i jorden. Alle går helt i stå og kigger chokeret efter ham. Der går ikke lang tid, før den næste forsvinder, og det ender med, at Rayman sidder alene tilbage. Han når ikke at tænke meget, før han selv bliver hevet af sted af en meget stor og ondsindet kanin ved navn Serguï.

Man befinder sig nu i en kæmpe gladiator arena med sure, råbende og skrigende kaniner rundt på tilskuerpladserne - de vil underholdes. Rayman bliver nødt til at tage kampen op mod disse sindssyge kaniner for i sidste ende at få friheden tilbage til igen at kunne tage på skovtur med sine Globox venner.

Og så til spillet …

Efter den forholdsvis korte intro er spillets story mode igang. Du har nu fire forskellige porte du kan vælge imellem, og hver port fører til et minispil. Efter du har kæmpet dig igennem de fire minispil, som kan være alt fra at danse til techno musik til at fylde kaniners masker op med gulerodssaft, åbnes der op for en “boss stage”, hvor du bliver udstyret med en svupper. Her skal du forsøge at tage kampen om de lettere gakkede kaniner. Lykkes det at vinde bliver du kastet ind i en ny arena, hvor der er fire nye spil du kan vælge imellem. Alt i alt er der omkring 75 minispil med de sindssyge kaniner, og det er meget forskelligt, hvad de udsætter vores stakkels Rayman for.

Rayman: Raving Rabbids tager Wiimoten og nunchuk-controlleren til sig som dets eget barn. Den fungerer intet mindre end genialt sammen med spillet. Der er baner hvor du skal tegne mad på skærmen til de skøre kaniner, et spil hvor du skal kaste med køer ved at svinge controlleren vildt og voldsomt rundt, et foldboldspil hvor du skal sparke så hårdt som muligt til en kanin og forsøge at score mål.

Alt i alt er alle minispillene meget varierede både i opgaven du får stillet, udnyttelsen af controllerne og grafikken. Desværre er 75 minispil meget hurtigt klaret, og inden du når at se dig om, har du faktisk gennemført story mode. Story moden i Rayman: Raving Rabbids er desværre ikke dyb nok, men så snart det er klaret får du låst op for multiplayer delen.

Og hvad med multiplayer?

Der er ingen tvivl om at Rayman: Raving Rabbids er lavet som et party spil, hvor man sidder flere omkring tv’et og spiller. Multiplayer delen er fantastisk, og der er spil til alles smag. Mange af spillene kan spilles af flere samtidig og andre spilles enkeltvis, hvor spillerne skal forsøge at slå hinandens rekorder. Med hjælp fra sine venner, kan man forsøge at unlocke forskellige film. Disse film koster points, som du kan få fat i ved at slå rekorder i multiplayer delen.

Konklusion

Alt i alt er Rayman: Raving Rabbids sagen, hvis du er typen, der inviterer vennerne over for at give kaninerne nogle tæsk enten mod hinanden, eller for at tage kampen op sammen. Desværre kommer vi ikke udenom, at story mode ikke har ben nok i sig. Dette er et party spil, og ikke et spil man finder sjovt at spille alene en mørk aften. Grafikken i spillet er ikke dårlig, men på den anden side heller ikke det bedste der er blevet set. Den varierer ganske meget igennem spillene, men kommer ikke op på noget synderligt højt niveau på noget tidspunkt og det samme gælder lyden. Det er kun når man er i gang med dansespillene, at man faktisk bruger lyden, men på det punkt er den også fantastisk.