Wiinyt

Indtil videre har Wii fået tilføjet 3 flyspil til det stadigt voksende bagkatalog. I dag skal vi se på et af disse 3 spil, nærmere betegnet spillet Heatseeker, som også findes i versioner til både Ps2 og Playstation Portable. Har du en lille pilot gemt i maven, og er du til heftig arcade action så læs videre, og hør om spillet er værd at bruge penge på.

Design

Først skal en ting lige slås fast; Heatseeker er ikke den typiske flysimulator, hvor der bruges enorme kræfter på at gøre tingene så realistiske som muligt. Derimod er Heatseeker et fuldblods arcade spil, hvor der lægges vægt på action, hollywood-fysik og forholdsvis korte missioner, hvor historien er sekundær og ofte uinteressant. Det handler om at sende så mange fjendtlige enheder til det hinsides som overhovedet muligt, og det strategiske element er yderst sparsomt. Det er dog muligt at vælge det der bliver kaldt “professional” mode, hvor måden flyet styres på er mere realistisk. Specifikt ændrer det måden hvorpå kameraet følger flyet, som gør det mere realistisk i forhold til en rigtig flyvetur.

Spillet indeholder udelukkende single player missioner. Det hele er delt op i 4 campaigns, som hver indeholder op til 5 missioner. Den første campaign indeholder dog kun 3 missioner, og fungerer lidt som en slags tutorial, der sørger for at introducere de forskellige controls til spilleren. Efterhånden som man gennemfører missionerne, låser man op for spillets 16 forskellige kampfly, der alle har individuelle egenskaber i form af speed, agility, defence, air-air og air-ground. Det er lækkert med noget at vælge imellem, og forsøger man sig lidt frem, vil man faktisk opleve, at det gør en mærkbar forskel, hvis man vælger et fly der passer til missionen.

Ved begyndelsen af hver mission får man en kort briefing, der gør brug af lidt video i form af nyhedsværter der kommenterer på nyopståede krigssituationer, og militære ledere, der instruerer i hvorledes missionen skal gribes an. Herefter vælger man våbenpakke. Her skal man bedømme om man vil satse på air-air våben(hvor visse missiler dog også kan bruges mod air-ground), eller også kan man vælge en pakke der også inkluderer bomber, der gør det noget nemmere at gøre kål på land- og vand placerede enheder.

Du er nu klar til at begynde missionen. Som oftest foregår de omkring en ø, hvorpå der enten er placeret en fjendtlig eller venligtsindet base. Det er så op til dig, at eliminere al modstand. Spillet giver mulighed for 3 forskellige control schemes. Enten kan du bevæge flyet rundt ved brug af wiimotens pointer, hvor flyet “følger efter” pilen på skærmen, og dermed flyver i den retning du ønsker. En anden mulighed er at bruge nunchukken som “styrepind”, hvor flyet bevæger sig alt efter hvordan nunchukken vippes på X og Z aksen. Et eksempel på dette kan ses i videoen længere nede. Den sidste mulighed er at bruge analog sticket på nunchukken til at bevæge flyet med.

Undertegnede er blevet yderst glad for mulighed nummer 2, da det giver en rigtig god føling med hvad man foretager sig. Det kræver dog lidt tilvænning, men der er ingen tvivl om at det føles federe at “lege fly” med nunchukken, end at forsøge at holde styr på hvor pointeren er på skærmen via wiimotens pege-egenskaber. Det er ganske enkelt frustrerende konstant at skulle holde styr på hvor man peger, og bevæger man utilsigtet pointeren udenfor skærmen, vil det ofte lede til stor forvirring. At bruge analog sticket til at styre med virker også glimrende, men det er jo ikke det vi har købt en Wii for, så den mulighed lader vi stå ude i kulden.

Gameplay

Straks efter missionen er gået i gang, vil du som oftest blive angrebet fra alle sider af fjendtlige fly, både, ubåde eller sam-sites(landbaserede missil-enheder). Det er så op til dig, ofte enemand, at skyde alle disse fjender i smadder. Og når der skrives smadder, så menes det helt bogstaveligt. Spillet indeholder en aldeles glimrende kamerafunktion, som sørger for at registrere hvorvidt dine missiler vil gøre kål på en fjende. Er dette tilfældet, vil kameraet hurtigt skifte til at følge missilet på dets vej mod den skæbnesvangre endestation. KABOOM! - Det fjendtlige fly sprænges i småstykker, og eksplosionen følges i slow-motion. Det ser ganske spektakulært ud, og man føler sig ofte inspireret til at udbryde et selvtilfredst “Muahahahaaa!” mens man nyder disse sekvenser.

Desværre er det generelle gameplay yderst ensformigt. Efter at have spillet de første 4-5 missioner, vil man hurtigt indse, at det hele baseres på endeløse bølger af fjender der, efter tur, bliver sat ind for at sende dit fly en tur i badeland. Hver gang man har gjort kål på en bølge fly, ankommer det næste sæt fjender, og sådan foregår det så indtil missionen er slut. Herefter begynder så en ny mission, som har præcis samme opbygning, dog med lidt alsidighed i hvilke fjender og hvilke mængder der er tale om. Spillet gør et godt forsøg på at holde interessen ved at implementere lidt historie, men det fejler for det meste. Netop derfor egner Heatseeker sig bedst til at blive spillet i små doser.

Udover single player delen er der… ingenting. Man har mulighed for at spille hver enkelt mission igen hvis man har lyst, men der er ingen form for multiplayer overhovedet, hvilket er en kæmpeskuffelse, da det kunne have været rigtig fedt med nogle split-screen eller online dog-fights. Derfor har spillet også en yderst begrænset levetid, selvom spillet er så tilpas svært, at missionerne vil tage forholdsvis lang tid at gennemføre.

Grafik

Heatseeker bærer tydeligt præg af at være en Ps2 konvertering. Specielt spillets vand og land er rigtig kedeligt at se på, og var det ikke for de ganske pæne fly, de bløde skyer og de spektakulære eksplosioner, så ville spillet få bundkarakter i denne kategori. Menuerne er dog pæne at se på, og fungerer glimrende.

Lyd

Musikken består af nogle metal-inspirerede army-kompositioner, med både march-trommer og tung guitar. Det fungerer glimrende og passer godt til spillets generelly udtryk. Kvaliteten af musikken er ikke specielt god, men det virker glimrende, og giver spillet lidt ekstra arcade feel.
Lyden i spillet er ret god. Både lydeffekter og stemmer er godt lavet, og mens missionerne står på, er det med til at binde det hele sammen, og give intensiteten et ekstra skud adrenalin.

Konklusion

Så kommer vi til det mange springer direkte ned til: Konklusionen. Er spillet værd at bruge penge på, og hvem bør i så fald købe det? Førstnævnte skal besvares lettere tøvende, da Heatseeker er alt for hurtigt gennemført, og ikke tilbyder nogen form for multiplayer. Der er igen tale om et spil til fuld pris, og spørgsmålet er, om udgiverne ikke burde tage det op til efterretning, og analysere på hvor meget indhold et spil reelt har, og så komme med et realistisk bud på en pris, i stedet for bare at spytte dyre titler ud på stribe, og regne med at folk køber dem uanset holdbarhed.

Heatseeker er dog et glimrende arcade spil. Der er fokus på heftig action, så er man til den slags, vil man sagtens kunne få nogle timer til at gå i cockpittet på nogle af verdens mest advancerede kampfly. Det er sjovt mens det varer, så længe det tages i små doser, og skal man bare have et flyspil til sin Wii, så er Heatseeker et glimrende et af slagsen.

Spillet er venligst udlånt af Gamebits.dk, og kan købes her