Ny bruger? Klik her! | Glemt dit kodeord?

Xboxnyt.dk

Pirates of the Caribbean: At World’s End

Yaaarh, shiver me timbers! Det er tid til en anmeldelse af spillet baseret på de kendte Pirates of the Caribbean film. Som de fleste er bekendt med er Pirates of the Caribbean en forlystelse i Disney Land, og det er også Disney der står bag både filmene og det spil der droppede ind ad undertegnedes brevsprække for lige godt en uge siden. Spillet bærer undertitlen At World’s End og man lokkes derfor til at tro at spillet baserer sig på den sidste film i trilogien. Det er nu ikke helt korrekt, da spillet dækker både film nummer 2 og film nummer 3. Men nok om det – lad os komme i gang med anmeldelsen.

Design

Pirates of the CaribbeanAt World’s End er et single player spil der lader dig spille som både Jack Sparrow, Will Turner og Elizabeth Swam, kendt fra filmene. Idéen er, at man skal gennemleve situationerne fra filmene og kæmpe sig vej til… et eller andet. Der sniger sig en stærk mistanke ind om, at Disney vil have en til at se filmene før man spiller spillet. I hvert fald er det yderst sparsomt med informationerne om hvad der egentlig foregår altimens man kæmper sig igennem horder af pirater, underlige menneskelignende søuhyrer og kannibaler.

Man starter ud med at være holdt fanget i en fangekælder. Det er så ens opgave at finde ud af hvordan man kommer ud derfra, altimens man nedkæmper de førnævnte horder af modstandere, der synes at opstå af den blå luft. Spillet gør nemlig brug af uendelige spawn points, men det kigger vi nærmere på i afsnittet gameplay.

Spillet er primært bygget op på følgende måde. Gå lidt rundt indtil du finder en lysende gul cirkel på jorden. Gå hen til cirklen og tryk ”c”. Nu kommer der en scripted sekvens du ikke selv styrer, herefter bliver du angrebet af en masse fjender og bagefter skal du gå rundt og lede efter en ny gul cirkel. Lyder det spændende? Det er det ikke. Men igen, det kigger vi nærmere på i gameplay afsnittet.

Et forsøg på at integrere lidt frihed i spillet manifesterer sig i nogle små side quests man kan få af folkene i byerne. Her skal man udføre nogle fuldstændig ligegyldige og kedelig opgaver, og man finder hurtigt ud af at det er bedre bare at lade disse side opgaver være og følge spillets primære historie i stedet. Det er tydeligvis et forsøg på at få højnet spillets holdbarhed, men det fejler miserabelt.

Pirates of the CaribbeanPå bestemte steder i banerne støder man på områder hvor udviklerne har inkorporeret det de kalder Jackanisms. En Jackanism er en scripted sekvens, hvor udviklerne giver dig mulighed for at trykke på nogle knapper og ryste med din wiimote altimens Jack Sparrow selv styrer slagets gang på skærmen. Ideen er vist at man så skulle føle at man selv fik Jack til at gøre disse ting, men den totale mangel af interaktivitet i dette spil, har altså udmundet i at disse sekvenser er blevet kogt ned til, synes man, tilfældig trykken på knapper og viften med wiimoten. Og som om det ikke var kedeligt nok, så koncentrerer man sig så meget om ikonerne der fortæller hvad man skal, at man slet ikke ligger mærke til hvad der foregår på resten af skærmen.

Når man har gennemført en bane, får man nogle point man kan bruge på at låse op for spilkarakterer, som man igen kan bruge i det der hedder challenge mode. Her kan man vælge forskellige mini-game udfordringer såsom at nedkæmpe et bestemt antal fjender – for det synes man jo ikke man gør rigeligt i spillet i forvejen. Nåjo, det er det eneste man gør i spillet i forvejen!

Hvad angår multiplayer er det yderst sparsomt hvad dette spil har at byde på. Der er ingen online muligheder, og det eneste der bare minder om lokal multiplayer er når man nedkæmper fjender i challenge mode. Det er en tynd kop grog, på alle punkter.

Gameplay

Pirates of the CaribbeanSom nævnt tidligere, så går spillet primært ud på at gå lidt rundt på må og få og finde de såkaldte trigger punkter, som sørger for at spillets historie bevæger sig fremad via scriptede sekvenser. Spillet styres med nunchukkens analog stick, og i sværdkampene bruger man wiimoten til at udføre sin karakters forskellige angreb. Man har mulighed for at lave nogle kombo’er hvor man skal lave en serie bestemte bevægelser med wiimoten for at udføre en sekvens af angreb med sværdet. Desværre finder man lynhurtigt ud af at den mest effektive måde at vinde kampene på er ved at danse boogie eller cha-cha-cha eller break dance eller hvad man nu ellers foretrækker. I hvert fald virker det lige så godt som hvis man koncentrerer om at lave de korrekte bevægelser. Den måde man kæmper på er under al kritik, og ikke mindst ekstremt hård ved håndleddet. Efter 10 minutter med dette spil og man sidder klar ved telefonen med telefonbogen slået op på kiropraktor.

Den primære årsag til dette er at spillet byder på de tidligere nævnte uendelige spawn points. Ofte vil du stå i situationer hvor fjenderne kommer imod dig i en lind strøm, i tilsyneladende uudtømmelige mængder. Man finder så ud af, efter 10-20 fibersprængninger, at det ikke stopper før man har udført et eller andet bestemt i spillet. I et specifikt tilfælde befinder man sig på en tømmerflåde, der har sat sig fast på en flod. Tømmerflåden flytter sig ikke videre før man har smadret to træstammer der står i vejen. Indtil man kommer i tanke om det, bliver man angrebet fra alle sider, hvilket totalt afholder en fra at tænke logisk i progressionsmæssigt sammenhæng. Møgirriterende, frustrerende og ikke mindst dårligt designet. Disney har virkelig arbejdet for at gøre dette spil så elendigt som muligt.

Grafik

Pirates of the CaribbeanHvis der skal siges noget positivt om dette spil, så må det være at omgivelserne tager sig ganske pænt ud. Det forlyder at udviklerne har haft fat i de originale modeller af spillets lokationer og karakterer og det ses tydeligt. Tager man et screenshot ser det hele ganske glimrende ud, men i bevægelse er det mindre overbevisende. Specielt animationerne og mundbevægelserne virker kluntede, hvilket medfører at spillets in-game film sekvenser falder lidt til jorden. Men alt i alt et ok udseende på alle fronter.

Lyd og musik

Så vidt vides er det nogle meget gode sound-alikes der ligger stemmer til spillet. Desværre virker noget af dialogen tynd og ligegyldig(selvom de lyder næsten som de rigtige skuespillere), og den charme man kender fra filmen er ofte ikke-eksisterende. Desuden er der fejl i spillets lyd motor, da man vil opleve at høre effekter som rumklang på steder hvor der tales i fri luft. Det virker meget mystisk, og hvis det er intentionelt, så bør de hyre en ny lyd designer.

Musikken i spillet er ok. Man ligger egentlig ikke rigtig mærke til den, så den står hverken ud som være ekseptionelt god, men den generer heller ikke. Alt i alt en acceptabel lydside, dog med en del fejl og mangler.

Konklusion

Pirates of the CaribbeanKøb ikke dette spil! Så let kan det siges. Dette er noget nært det dårligste spil undertegnede har stiftet bekendtskab med, og det siger ikke så lidt med en gamer karriere der strækker sig over 20 år. Dette spil er ekstremt kedeligt, ideerne er elendigt implementeret, ofte møgfrustrerende og sværdkampene er alt for hårde ved håndleddet. Man kan tvivle på om udvikleren overhovedet selv har spillet det før det blev sendt på gaden.

Man skal ikke lade sig snyde af spillets udseende. Udseendet er sådan cirka det eneste positive dette spil har at byde på. Og sættes det i bevægelse, så blegner selv denne ene fordel, for animationerne er ganske dårligt udførte.

Beslutter du dig alligevel for at købe spillet, så vil jeg foreslå at du allerede nu booker en tid hos en kiropraktor, så du kan få sat dit håndled på plads, og masseret de ømme muskler. Implementationen af wiimoten i dette spil er ganske enkelt forfærdelig.

Kort sagt; lad lorten ligge i butikken.

Spillet er venligst udlånt af Gamebits.dk, og kan købes her

Skriv en kommentar

  1. 1Den 1. Juni, 2007 kl. 20:52 skrev Tobias:

    Det anede mig..

  2. 2Den 1. Juni, 2007 kl. 21:09 skrev elsenator:

    Admin

    Jeg havde ellers store forventninger til det efter at have hørt inteviews med udviklerne, og grafikken ser jo også god ud… Jeg bliver helt træt bare af at se videoen fra anmeldelsen igen. Det er ekstremt trættende at sidde og vifte sådan hele tiden. Og gør man det stille og roligt, så opfatter den intet. :D

  3. 3Den 1. Juni, 2007 kl. 22:08 skrev Erroneus:

    Admin

    Hahah se videon og bemærk elsenator’s dybe suk efter en kamp-scene, det siger da vist alt om spillet :>

  4. 4Den 3. Juni, 2007 kl. 16:07 skrev Silkjaer:

    Admin

    Måske der er større mulighed for at tabe nogle kilo med dette spil, end med Wii Sports? :D Et par håndledsvægte og din febrilske svingnig med wiimoten ser ret effektivt ud ;)

  5. 5Den 3. Juni, 2007 kl. 16:13 skrev elsenator:

    Admin

    hehe, ja, hvis man brugte armene, men hele bevægelsen ligger i håndleddet. :D

  6. 6Den 15. Januar, 2008 kl. 19:26 skrev Daugaard:

    GB Micro

    Hahahaha :D Genial og meget beskrivende video :D