Ny bruger? Klik her! | Glemt dit kodeord?

Xboxnyt.dk

Mortal Kombat: Armageddon

Tilbage i halvfemserne boomede genren “fighting game”. Kort fortalt går det ud på at to modstandere skal tampe livet ud af hinanden indtil den ene bukker under, eller tiden løber ud. Street Fighter II stod som et af de helt store spil indenfor genren, men også flere andre spil bragte nye tiltag på banen tilbage i spiltypens ungdom.

Et af de spil var Mortal Kombat, der stod ud fra mængden grundet sin digitaliserede grafik, store mængder digitalt blod og brutale afslutninger på kampene kaldet fatalities. Mortal Kombat er ikke for børn.

I dag skal vi kigge lidt på den nyeste inkarnation fra serien, nemlig Mortal Kombat: Armageddon til Wii.

Design

Spillet er naturligvis i fuld 3D, og er en konvertering af Ps2 / Xbox versionerne af samme navn. Forskellen ligger i den manglende online multiplayer og brugen af wiimoten i Wii versionen. Hvorfor spillet ikke indeholder online multiplayer kan forklares med den sene udmelding fra Nintendo til udviklerne angående de værktøjer de skulle bruge for at kunne gøre brug af Wii’ens online funktionalitet. Meget ærgeligt, da det ville have givet spillet en noget længere levetid.

I spillet finder man forskellige modes. Der er Kombat, Kreate a Fighter, Konquest og Motor Kombat. Derudover finder man noget der bliver kaldt The Krypt hvor man kan bruge point, optjent i spillet, til at åbne op for ekstra materiale i form af koncept tegninger, film, ekstra musik, ekstra baner, ekstra karakterer(hvor visse dog skal låses op via Konquest) og nye kostumer. Det er altid rart med noget ekstra materiale, og det fungerer glimrende i dette spil.

Kombat
Kombat er den traditionelle rangstige kendt fra tidligere spil i serien. Man vælger sin karakter og bliver sat op mod en mængde modstandere i kampen om at blive den ultimative kæmper. Det er som det skal være, og der er rigelige karakterer at vælge imellem.

I denne mode finder man også nogle træningsscenarier, hvor man kan lære at bruge wiimoten til at spille med. Det er hårdt tiltrængt, da det tager lang tid at vænne sig til at bruge wiimoten i spillet. Dog kan man også bruge både classic controller og gamecube controller i stedet for wiimote+nunchuk, hvis man har lyst.
Kombat kan naturligvis også spilles lokalt i multiplayer, så man kan bøllebanke sine venner.

Kreate a Fighter
Kreate a Fighter er noget nyt i Mortal Kombat serien, hvor spilleren har mulighed for at designe sin helt egen kæmper. Man vælger alt lige fra køn, hårtype, ansigtsform, bukser, trøjer, farver på praktisk talt alt(øjne, hår, tøj, hud osv.), sko og meget mere.

Undertegnede er ganske overvældet over de muligheder modulet giver, og man må sige at de har gjort virkelig meget ud af at give spilleren fuldstændig kontrol. Det er tilmed blevet lidt af en trend blandt MK fans at kreere karakterer fra andre spil i Kreate a Fighter. Man kan også designe sin egen kamp stil til karakteren og også fatalities kan man selv bikse sammen. Meget kreativt og det virker rigtig godt hele vejen igennem.

Konquest
I denne omgang har udvikleren valgt at lægge stor vægt på en historiedreven mode hvor man som gudesønnen Taven skal drage på eventyr i menneskeland for at finde ud af hvad det er der foregår i gudeland. Netop denne mode er virkelig god at have med i et spil som dette, da det byder på et lækkert mix af action-præget beat-em-up plus en god mængde traditionel fighting.

Man bevæger sig rundt i et, desværre, ret lineært landskab hvor man støder på forskellige ninja klaner der savner lidt bøllebank. Det leveres uden beregning og ind imellem møder man så en boss, hvor der skiftes til den traditionelle fighting game stil med to health meters og to kæmpere.

Der er lidt puzzles hist og pist hvor man skal passere nogle forhindringer i form af både skarpe knive og overdimensionerede forhamre. Det virker lidt kunstigt, men fungerer faktisk fint nok.

Der er spredt en masse goodies ud på banerne i nogle kister, hvor man får både point til at bruge i det tidligere nævnte The Krypt, men man kan også være heldig at få låst op for diverse artifacts og ekstra kostumer. Denne mode er så absolut undertegnedes favorit i spillet.

Motor Kombat
Endnu en ny mode i denne omgang er Motor Kombat, der vel nærmest kan betegnes som en pendant til Mario Kart. Man kører rundt i nogle små ”nuttede” biler ført af nogle ”nuttede” karrikerede versioner af en bunke af karakterne fra spillet. Mens man kører støder man på lidt power ups og så handler det ellers bare om at komme først over målstregen. Man kan styre ved brug af wiimoten som et rat, og det virker faktisk ok.

Intet nyt under solen, og det virker også helt enormt malplaceret i forhold til resten af spillet. Det kan bedst betegnes som et mini-spil, og var det ikke inkluderet, ville man helt sikkert ikke savne det.

Gameplay

Det lidt ømtålelige emne i Wii versionen af spillet er hvorvidt det fungerer at bruge wiimoten til at kæmpe med. Man kunne godt have forestillet sig, at man fysisk skulle lave slagene med wiimoten, men det ville nok blive lidt trættende i længden. I stedet har de valgt at bruge et minimalistisk system hvor de forskellige super slag udføres ved at holde B nede på wiimoten og derefter udføre nogle simple bevægelser som eksempelvis højre-venstre-højre eller op-ned-op og lignende. Til at starte med finder man det yderst besværligt, og ofte gør karakteren overhovedet ikke som man ønsker. Men, når man har fået lidt føling med hvad der fungerer, og hvad der ikke gør, så vil man i de fleste tilfælde få det ønskede resultat der betyder bøllebank til modstanderen. Det er dog langt fra perfekt, og mange vil sandsynligvis vælge at skifte over til enten classic controller eller Gamecube controller. De resterende slag laves med wiimotens d-pad i sammenhold med nunchukkens analog pad, og det virker glimrende, hvis man ellers kan holde styr på hvad der gør hvad.

Netop det der med hvad der gør hvad er lidt et problem i denne type spil. De fleste er bekendt med termet button-mashing, hvor man ender med at sidde og trykke tilfældigt på knapperne, da det i visse tilfælde kan give et bedre resultat end når man koncentrerer sig. Det er ingen undtagelse i MK: A, hvilket nok ikke helt kan undgås. Det var dog håbet at wiimoten kunne komme dette lidt til livs, men det er altså ikke tilfældet. I stedet sidder man og fægter med wiimoten mens man febrilsk trykker knapper i alle retninger - sådan skal det være.

I beat-em-up delen af Konquest styrer man sin karakter rundt med nunchukkens analog pad og udfører slag med wiimotens d-pad. Dette er en glimrende kombination, og ofte sidder man og griner infernalsk mens man lammetæver den ene ninja efter den anden. Det er specielt sjovt hvis man får dem spyddet på en istap, ramlet ind i en stor sølje eller udfører fatalities på dem der står og ømmer sig lidt.

Grafik

Når man først starter spillet op bliver man mødt af en flot intro sekvens der fortæller en forhistorie til spillet. Den skal vi ikke komme nærmere ind på her, men den er meget veludført.

Spillets menusystemer virker meget gennemarbejdede og stilrene og det er nemt at navigere rundt. Stilen er gennemført i hele spillet, hvilket vel også må forventes af et spil der efterhånden har været på markedet i nogen tid til andre platforme. Det er nok ikke design tid de har manglet.

Inde i selv spillet bliver man mødt af nogle flotte stemningsfulde baner og nogle ganske pæne karakterer. Det bærer dog stadig præg af at være en konvertering, men både blod effekter, animationer og generelle effekter virker ganske overbevisende, så den side af sagen er i hvert fald intakt fra de tidligere spil i serien.

Musik og lyd

Fans er sikkert bekendt med den meget karakteristiske dybe Mortal Kombat stemme. Bare tænkt på ordet ”Fatality!!!” og man kan næsten høre det runge i hovedet. Denne stemme gør sit fulde indtog i spillet og det virker rigtig godt. Generelt byder spillet på en forholdsvis høj kvalitet på lydsiden, mens den musikalske side er noget mere anonym. Musikken i spillet fungerer i de tilfælde hvor den skal understrege noget, men ellers falder den lidt til jorden. Det overskygger dog ikke det generelle lydbillede der er ganske glimrende.

Konklusion

Mortal Kombat: Armageddon er et ganske veludført kamp spil med stor fokus på alt lige fra karakterdesign til historie og grafik. Spillets Konquest mode er et lækkert tiltag, og der er ingen tvivl om, at det er med til at tilføje ikke kun holdbarhed, men også alsidighed til spillet. Motor Kombat kunne man sagtens være foruden.

Kreate a Fighter er ligeledes et lækkert tiltag der virker rigtig godt. Mulighederne er utallige, og der forsvinder nemt en times tid hvor man leger Dr. Frankenstein.

Wiimote styringen er lidt svær at konkludere på, da det er en smagssag for den enkelte. Kan man vænne sig til det, så fungerer det udmærket, men man kan godt komme ud for at en bevægelse ikke bliver genkendt, og så er det ganske frustrerende. Derfor findes det både som plus og minus.

Alt i alt er MK: A et glimrende kampspil til det lidt ældre publikum. Den manglende multiplayer er en stor, stor mangel, men det bliver tildeles opvejet af spillets Konquest mode. Mangler du et fighting game til din Wii, så kan det sagtens anbefales.

Spillet er venligst udlånt af Gamebits.dk, og kan købes her

Skriv en kommentar

  1. 1Den 8. Juli, 2007 kl. 13:30 skrev Erroneus:

    Admin

    Det ser ganske sjovt ud, fik også lige set det IRL i går, ser ganske heftigt ud med de bevægelser man laver.

  2. 2Den 8. Juli, 2007 kl. 22:38 skrev elsenator:

    Admin

    Det bliver i hvert fald i min spilsamling. Konquest mode er ret underholdende.

  3. 3Den 8. Juli, 2007 kl. 22:43 skrev elsenator:

    Admin

    Hov, jeg har da lagt en del af videoen på to gange… ups.