Make food – not war.
Så er der røg i stuen! Italienske 505 Games, der står bag spillene Bust A Move og det kommende World Championship Poker, er aktuelle med Cooking Mama, der sidste år blev udgivet til Nintendo DS. Nu er spillet blevet videreudviklet til et aktivt Wii spil; reglerne er de samme, men spillet er stadig umålrettet.
Ideen er såmænd god nok. En cook-off; 55 opskrifter fra 10 lande med over 300 ingredienser. Mama lærer dig at lave mad, Wiimoten tages aktivt i brug, og man får den der cooking-feeling, uden at skulle tage opvasken bagefter. Lækkert!
Design
Lad os starte med at kigge lidt i køkkenet. I options kan man vælge Manage Kitchen, og kigge sig lidt omkring i køkkenet. Det har ikke rigtig nogen funktion, andet end det giver et mindre overblik over, hvor du befinder dig.
Spillet kan fra start af spilles som multiplayer spil eller som singleplayer. I Let’s Cook-mode (singleplayer), vælger du en ret ud fra 10 mulige start-retter i Mama’s kogebog, heriblandt minestrone suppe, engelsk budding og paella. Trin for trin skal du nu forberede den valgte ret. Èn ret kan f.eks kræve, at du skal skrælle grøntsager, skære kød, og efterfølgende smøre panden ind, svitse løg, koge kartofler, stege kødet og tilføje de sidste ingredienser. Før hver udfordring, står der beskrevet, hvordan man bruger wiimoten, når man f.eks. skal partere fisk, separere hviden fra æggeblommen eller dekorere sin ret. Det, at instruktionerne står skrevet på engelsk, og blot er illustreret af et lille ikon med en pil, gør det svært for de mindreårige spillere at blive sat ind i spillet, uden mor eller far hele tiden skal sidde og oversætte. Der er dog en Practice(træning) mulighed før hver ret, så man kan lære at håndtere wiimoten, men denne funktion er stort set ligegyldig, da opskrifternes sværhedsgrad er utrolig lav.
Efter et trin er fuldført, bliver man bedømt af den smilende Mama, og får enten guld- (Very Good), sølv- (Good) eller bronzemedalje (Try Hard) med en irettesættende kommentar af Mama. Det kan også lykkedes at udføre retten så godt, at Mama bliver sur, fordi man er bedre end hende!
De næste trin udføres og når retten er færdig, får man en endelig bedømmelse, som låser op for en ny, spændende opskrift. Sjovest er de amerikanske retter som burgers og hotdogs, der giver størst frihed til kreativ udfoldelse, når man skal dekorere retten.
I Friends & Food-mode dyster man 2 mod hinanden. Skærmen deles horisontalt i to og samme regler gør sig gældende her som for Let’s Cook mode. Det gælder ikke så meget om at blive først færdig, men snarere om at være mest omhyggelig, så salaten ikke knækker eller kødet ikke brænder på.
Hvert trin bliver igen bedømt og til sidst lægges resultaterne sammen og vinderen udpeges.
Vil man gerne dyste, men er alene hjemme, er der Friends & Food of the World-mode, hvor man vælger en computerstyret international ven ud, som man dyster mod på deres hjemmebane: nemlig i deres nationalretter. Når du gennemfører, får du en ting til dit køkken, f.eks et Mama-køkkenur eller en Mama statue, samt en endnu bedre ting, hvis du vinder over din internatonale ven. Danmark er desværre ikke repræsenteret, selvom det kunne have været sjovt at lave smørrebrød eller bøf med løg.
Gameplay
Wiimoten bruges alsidigt i form af køkkeninstrumenter, blandt andet som kartoffelskræller, saltbøsse, kniv, pande, spisepinde og meget mere. For eksempel når du skal smøre panden ind, fungerer wiimoten som pande, og du skal så tippe den op/ned/til højre/til venstre for at fordele smørret over hele panden. En anden funktion er at bevæge wiimoten frem og tilbage som en brødkniv, eller i cirkulære bevægelser for at røre i gryden. Her har de virkelig været kreative - og dog. Idéer er der nok af, men funktionen af wiimoten, er ikke helt i top. Man skal nemlig være utrolig præcis, når man enten skærer grøntsager eller skræller kartofler.
På skærmen vises en pil ovenover den del af grønsagen som skal skæres, og denne skal rammes meget nøjagtigt, lodret oppefra. Man kan helt komme til at tvivle på batterierne i sin wiimote, eller om man sidder for langt fra sensorbaren, fordi kniven ikke vil lystre. Hvert trin kører på tid, så det er mildest talt umuligt at nå at skrælle særligt mange grøntsager, inden tiden er gået. Men hvad gør det, når Mama er let at tilfredsstille!
Grafik
Spillet er designet i rigtig japansk stil; fra de glinsende øjne til Mamas accent. Denne lidt old school stil er utrolig nuttet og børnevenlig, da det ser ud som om spillets omgivelser er tegnet i hånden og scannet ind.
Retterne er meget velillustrerede, men det ville være noget sjovere, om de ændrede udseende alt efter, hvor godt man klarer sig i køkkenet.
Der er altså næsten ikke noget animeret i spillet, det hele er stillbilleder, der højest glinser, når man strejfer det med markøren.
Lyd
Med et soundtrack i midi kvalitet og en dårligt engelsk talende japansk kvinde, er Cooking Mama et af de spil, man foretrækker at spille lydløst. Baggrundsmusikken kører på repeat og minder mest af alt om elevatormuzak. Men fint nok, hvad skal man også med et soundtrack i et køkkenspil. Lyden af mad der syder er ganske autentisk, men irriterende er det at Mama kun kan kommentere din endelige ret med tre forskellige sætninger: ”Better than Mama”, ”GRRRR!!”, og ”Not bad, keep going!” og igen tre forskellige sætninger under madlavningen: ”No Way!”, ”Awesome!” og ”Keep going!”. Her ville de være rart med lidt afveksling, eller at Mama bare passede sig selv.
Konklusion
Cooking Mama er et forvirrende spil, med flere irriterende bugs og er til tider svært at styre med wiimoten. Men ligegyldigt hvor ringe du er til at lave mad, går du videre til næste trin og ender alligevel med at låse en ny ret op. Der mangler altså udfordring og selvom den lave sværhedsgrad gør spillet attraktivt for mindreårige, ja, så reder det ikke spillets indhold fra at være aldeles umålrettet og kedeligt efter de første par opskrifter.
Multiplayerdelen er noget mere underholdende, fordi den er anderledes end så mange andre minispil. Men svært er det at sætte nye spillere ind i wiimotens funktion, og Cooking Mama har således en meget sværere tilgang end for eksempel Wii Sports. Ideen er altså god nok, men spillet kræver en del rettelser og megen tålmodighed, før det er værd at investere i til din Wii.
Spillet er venligst udlånt af Gamebits.dk
1Den 18. Juli, 2007 kl. 15:02 skrev Erroneus:
Mystisk spil, det har solgt helt vildt godt i f.eks. England, men det levede måske lidt på hypen som der var lige i starten.
2Den 18. Juli, 2007 kl. 16:59 skrev Piratossen:
Det er ihvertfald grovringe.
3Den 18. Juli, 2007 kl. 17:55 skrev elsenator:
Umiddelbart har jeg også lidt svært ved at finde gameplayet i det lange løb. Altså, det er vel begrænset hvor interessant det kan være at lave virtuel mad når man hverken kan dufte til det eller smage på det bagefter. Faktisk lidt et let-down! :D
4Den 19. Juli, 2007 kl. 11:36 skrev Silkjaer:
Har du prøvet at lave nogle af retterne i virkeligheden, ud fra opskrifterne i spillet?
5Den 19. Juli, 2007 kl. 11:52 skrev Tandfeen:
Hehe, nej dog ikke.. opskrifterne står faktisk skrevet (mere eller mindre) inde på deres hjemmeside. Meeen holder mig til min egen kogebog, hehe..
6Den 24. August, 2007 kl. 18:14 skrev klara:
hej hvad så peacccccccccceeeeeeeee
7Den 20. September, 2007 kl. 20:12 skrev butju:
hmm havde ellers tænkt mig at købe det spil… men det bli’r nok et andet så :D
8Den 17. Januar, 2008 kl. 19:23 skrev emse:
hvordan sætter man det i gang