Ny bruger? Klik her! | Glemt dit kodeord?

Xboxnyt.dk

Eledees

Hvordan laver man et first-person shooter spil, der kan få ratingen “For Alle”? Jo, man fjerner først og fremmest alle de blodige detaljer. Dernæst bytter man menneskelige mål ud med nuttede Teletubbies-lignende væsener, og endelig bytter man store våben ud med en såkaldt Capture-gun, der i stedet for at dræbe ganske simpelt bare ”fanger”. Således har man Eledees.

Og hvad er så en Eledee?

Eledees er små, nuttede rumvæsener, der hver især består af en mængde energi. De deler gerne ud af deres energier og har levet i harmoni blandt menneskene siden tidernes morgen.

Kais forældre er respekterede forskere. De har brugt årevis på at forske i Eledees’ adfærd og anvendelsen af deres mystiske energier. Et kraftigt lynnedslag forårsager strømsvigt i hele byen og 10-årige Kai efterlades alene hjemme, mens hans forældre tager ud til deres laboratorium for at undersøge sagen nærmere. Forbitret over sine forældres konstante fravær, er Kai kommet til at hade Eledees. Han sætter sig for at se sit yndlingsprogram i TV, men grundet lynnedslaget virker TV’et ikke. Han beslutter at det må være Eledees’ skyld; hugger sin fars Capture-gun, og går på jagt i hjemmet og byen for at indfange dem.

Spillet

EledeesMan spiller således rollen som Kai og begynder jagten på Kais eget værelse. Her finder man hurtigt ud af at styre kameraet og få løftet ting for at se om der skulle gemme sig nogle Eledees under dem.
Hver fanget Eledee giver en mængde watt og når man f.eks. har samlet 500 watt, bliver et nyt stykke elektronik, f.eks. et TV eller en Epson printer (læs: product-placement), tilgængeligt, og når denne tændes, strømmer der Eledees ud til alle sider.
Eledees findes i forskellige farver og former, med hver sin mængde energi og kunnen. Hvor nogle bidrager med energi til at drive el-apparaterne, bivirker andre Capture-gun’en som en power-up, så Kai kan løfte tungere ting.

Rundt om i hjemmet ligger nogle hjælpe-objekter. En af disse er de såkaldte Eledees-småkager, der udsender en sødelig duft, så Eledees samles omkring den og på den måde er nemmere at få ram på. Andre objekter er bl.a. en Eledees-radar, der lokerer Eledees, samt en Homing-laser der i en kort periode hjælper med at fange flere Eledees.

EledeesJagten på Eledees fortsætter gennem både badeværelset og køkkenet, skabe og bryggerset, fars kontor, haven og byen. Efterhånden som man bliver i stand til at løfte større ting, kan Kai til sidst løfte både biler og bygninger og kaste dem vidt omkring. Lidt overdrevet, men ganske underholdende, at man kan rode som det passer en. Der står dog i instruktionen, man skal undgå at rode, for ikke at få ballade med Ordens-Eledees, men der skal rigtig meget til, før de reagerer. Eledees er generelt søvnige og derfor langsomme til at reagere når man nærmer sig. Ligeledes står der skrevet, at man skal være hurtig til at fange især de gule Eledees, så de ikke morfer sammen til en stor Eledee, der kaster med ting og er sværere at få fanget. Det har undertegnede dog ikke været ude for.

Spillet i sig selv er altså utrolig simpelt og udfordringen ligger i tidsrammen, hvori man skal have fanget et bestemt antal Eledees – målt i watt. Derudover er der nogle få, let-gennemskuelige boss’er samt pludselige regler om, at man maksimum må smadre f.eks. 7 vaser i en bane. Hvorfor denne regel tiltræder forklares ikke, men noget skal der til, for at sværhedsgraden stiger bare en smule.

EledeesWiimoten bruges sammen med nunchuck’en til at bevæge sig rundt i huset. Man navigerer med nunchuck’en og styrer kameraet med wiimoten. Det hele ses gennen sigtekornet, ganske som i et andet FPS-spil. Capture-gun’en affyres ved tryk på enten A eller B og ting løftes eller kastes omkring ved at holde A eller B inde, mens man peger på det objekt, man ønsker at flytte og trækker til, for at kaste med det eller sætte det blidt ned på jorden.
En anden funktion er dreje funktionen, når en dør skal åbnes eller for at tænde for ovnen, fjernsynet, clockradioen eller noget helt fjerde, for at se om der skulle skjule sig nogle Eledees derinde. Man markerer bare håndtaget med pilen og drejer wiimoten, som ville man dreje på et armatur eller en dør knob.

Multiplayer

Når man gennemfører baner i spillets story mode, bliver disse baner tilgængelige i spillets multiplayer del. Her kan man dyste op til 4 spillere om, hvem der kan fange flest Eledees. Inden man begynder, beslutter man, hvem der får lov at styre kameraføringen i banen. Kan man ikke blive enige, kan kameraet sættes på tilfældig, så det skifter mellem spillerne f.eks. hvert 30. sekund. Dette er dog utrolig forvirrende, og knap så brugbart, hvis man er ved at sætte nye spillere ind i spillet. Her kan det anbefales at lade værten styre kameraet, indtil medspillerne har fanget ideen med spillet.

Design/grafik

EledeesHistorien bliver fortalt løbende gennem spillet, illustreret af flotte stillbilleder med forfærdelige skuespillere, der taler ind over. Spillet i sig selv ser lidt grynet ud og er ikke det helt vilde i grafik. Men det er ikke så nødvendigt, når man har travlt med at fange Eledees.
Som værende et For “Alle spil”, har det lykkedes Konami at skabe et rigtig nuttet, men simpelt miljø. Menuerne er meget forklarende og det er svært at navigere forkert, selv for et barn der ikke kan læse engelsk.

Wiiconnect24

En smart feature ved Eledees er, at man kan designe sine egne baner og dele dem eller screenshots med venner via Wiiconnect24. Objekter man har haft fat i i spillets story mode bliver tilgængelige, så man i Edit Mode kan designe banerne, som man ønsker det. Dog er det de samme rum som findes i spillets story mode, man har bare selv mulighed for at skjule Eledees’ne og indrette rummene.

Lyd

EledeesHver bane har en forskellig baggrundsmelodi, der varierer i genre fra det lidt techno-agtige til stille lounge, og man synes at kunne ane en instrumental udgave af George Michaels ”Flawless (Go to the City)” i level 5. Det smarte ved musikken er, at melodierne bliver tilgængelige efter en gennemført bane, så hvis man har brug for lidt lounge til at holde ro i kroppen i den kommende bane, ja så kan man selv vælge baggrundsmusikken.
Bortset fra musikken er der ikke så meget lyd i spillet udover de irriterende skuespillere, der taler ind over stillbilleder mellem banerne og lyden af vrælende killinger, når Eledees bliver fanget. Man kan undre sig over, der ikke kommer store brag, når man kaster med en reol eller en bil endda – men dog klirrer nogle vaser, når de rammer gulvet.
Altså igen, er det svært at rage sig uklar med Ordens-Eledees, fordi de ikke reagerer.

Konklusion

Eledees er utroligt underholdende og ekstremt vanedannende. Man bliver hurtigt aggressiv i kampen mod Eledees og kaster om sig med ting for at fange de små sataner.
Af et spil hvis cover misforstået lægger op til et Teletubbies-lignenede børnespil, kan det bestemt anbefales blandt unge og voksne tilmed. Sværhedsgraden er ikke så høj, men indholdet er nok til at holde spilleren interesseret, og det er slet ikke så barnligt endda. Er man til FPS-spil, er Eledees en god afveksling fra blod og krig, er man ikke vant til FPS-spil, er Eledees et godt, venligt sted at starte for børn og sarte sjæle. Og så er det et rigtig hyggeligt multi-player spil.

Spillet er venligst udlånt af Gamebits.dk og kan købes her

Skriv en kommentar

  1. 1Den 3. September, 2007 kl. 17:59 skrev Erroneus:

    Admin

    Det fandme sjovt, kan godt anbefales og gør god brug af controlleren.

    Grafikken er oki og spillet kunne måske godt have været 3-4 baner længere, men ellers kan det godt anbefales ;)

  2. 2Den 3. September, 2007 kl. 20:21 skrev elsenator:

    Admin

    Jeg har overvejet Eledees flere gange, men jeg bliver ved med at droppe det. Måske jeg skulle overveje det igen. :D

  3. 3Den 3. September, 2007 kl. 20:58 skrev Erroneus:

    Admin

    Det ikke et spil som kommer på højde med RE:4 (Ja svært at sammeligne), Zelda eller Mario Strikers, men det har sin helt egen stil og det holder :)

  4. 4Den 4. September, 2007 kl. 11:22 skrev Tandfeen:

    DSi

    Ej det er sgu underholdende.. man bliver bare så aggressiv, hehe

  5. 5Den 5. September, 2007 kl. 08:52 skrev Donfun:

    DS

    Go’ anmeldelse! Det vil jeg købe næste gang jeg er i en game-store. Har ellers gået uden om det, netop fordi det ser barnligt og ikke særligt tiltalende ud.