Ny bruger? Klik her! | Glemt dit kodeord?

Xboxnyt.dk

Resident Evil 4 Wii Edition

Det er efterhånden lang tid siden at Resident Evil 4 udkom til Nintendo Gamecube. Spillet er uden tvivl et af kubens allermest roste spil, men undertegnede har aldrig haft mulighed for at stifte bekendtskab med det.
Det blev der lavet om på, da Resident Evil 4 Wii Edition langt om længe dumpede ind ad brevsprækken for et par uger siden. Capcom har længe været kendte for deres zombie-spækkede Resident Evil serie, der endda har givet anledning til op til flere filmatiseringer. Resident Evil 4 er dog noget anderledes end sine forgængere på nogle ret vigtige punkter. Det skal vi kigge nærmere på i denne anmeldelse.

RE4Vi kender det alle sammen; man er taget et smut ud til et fredeligt landsted, og pludselig bliver man angrebet af en spansktalende gammel bondemand med en rusten økse. Man afviger hans angreb og gør hurtigt kål på galningen ved brug af et velplaceret spark midt mellem øjnene. Dernæst går det op for en at gårdhuset er omringet af flere sure bønder der vil en til livs, og man må derfor ty til rå vold for at klare sig ud af skærene.

Ja ok, det er forhåbentlig ikke en situation de fleste kan nikke genkendende til, med mindre de allerede har placeret fødderne i Resident Evil 4’s hovedpersons sko. Vores helt hedder, som i de andre spil, Leon, og man er på opgave for at redde præsidentens datter. Hun er blevet sporet til en gammel bondeby i et dejligt område med både tåge, mose, forfaldne huse, flakkende krager og ophængte dyreådsler. Aaah, der er nu ikke noget som den dejlige landluft.

Design

RE4Man styrer spillet ved brug af både Nunchuk og Wiimote. Med nunchukkens analog stik styrer man Leon rundt, og med Wiimoten styrer man skydevåbnets sigtekorn, hvilket fungerer helt enormt godt. Det er superfedt at kunne sigte præcis der hvor man ønsker, i stedet for at skulle pejle sig ind som det er tilfældet med andre styremetoder(eksempelvis et analog stick). Det er lækkert at fjenderne reagerer korrekt på hvor de bliver skudt. Skyder man dem i skulderen vil de vige tilbage og måske tage sig til skulderen og det samme gør sig gældende for andre dele af kroppen. Et headshot er naturligvis favoritten, selvom det ikke altid lader sig gøre. Man kan svinge sin kniv ved at lave en hurtig svingbevægelse med wiimoten, og er en zombie kommet ud af balance kan man trykke på A for at give ham et spark i synet. A bruges ligeledes til andre action prægede udfoldelser, såsom at springe ud af et vindue fra 2. sal uden at komme til skade. Ja, det kan Leon, for han er lidt sej.

Mens man bevæger sig rundt i banerne vil man støde på både våben, ammunition og alskens smykkestene. De er placeret rundt omkring på borde og i tønder og kasser der kan smadres. Våbnene kan man enten vælge at beholde og bruge, eller man kan sælge dem, og smykkestenene, til en merchant. Merchants finder man på steder hvor der er fred og ro. Det giver derfor altid anledning til et lettelsens suk når man ser hans blå fakler brænde længere nede ad vejen.

RE4Nær merchants vil der også ofte være placeret save points i form af de, fra tidligere spil, kendte skrivemaskiner. Disse save points er de eneste steder man kan gemme spillet, og de er heldigvis placeret så tilpas godt, at man sjældent føler det er et problem at skulle lægge spillet fra sig. Det er også muligt at gemme ved slutningen af hvert kapitel.

Spillet er inddelt i 4 kapitler, der hver har 4 underkapitler, så der er altså noget i retning af 16 ”baner” i alt. Flowet i spillet er dog så godt, at man aldrig føler at man ”spiller en bane”. Derudover bliver der låst op for nogle ekstra missioner med Ada Wong når man har gennemførst spillet. Disse blev først introduceret i Ps2 versionen af spillet og findes altså ikke i den originale Gamecube version. Wii versionen må derfor siges at være den ultimative Resident Evil 4 version.

Efterhånden som man kommer længere ind i spillet, vil det indbyggede kort langsomt blive tegnet op. Ofte vil man gå ned ad en vej og ende op et sted man har set før og tænke, ”Nåååh, det er her jeg er”. Designet af banerne gør, at man altid føler at man har styr på hvad der foregår, og hvor man er på vej henad. Intet virker tilfældigt og måden designet af banerne ændrer sig i løbet af spillet gør, at det aldrig bliver kedeligt at finde det næste checkpoint. Der er en stor del udforskning i Resident Evil 4, og der er skabt en meget fin balance mellem spillets forskellige gameplay elementer. Det bliver aldrig trivielt.

Gameplay

RE4Resident Evil 4 gør et stort nummer ud af at forfølge følelsen af at være forfulgt. Faktisk forfølger Capcom forfølgelsen af at være forfulgt på en så veldrejet måde, at man føler sig forfulgt selv et stykke tid efter man har slukket maskinen. Gennem spillet vil man gang på gang finde sig selv(Leon) i situationer hvor det vil give mere mening at tage benene på nakken, end at tage kampen op. Og mens man så ligger der på jorden, med benene på nakken, bliver man overbefamlet af bondemænd og bondekoner, der alle ønsker at dræne dit legeme for livskraft.

Ofte, når man kommer gående henad, hvad der ser ud til at være, en stille grusvej, vil en sending bønder med dårlige tænder og laset tøj blive sendt i din retning. De slæber sig langsomt afsted, og man føler, at man har god tid til at finde det korrekte våben frem. De er ikke zombier, men de er heller ikke mennesker. I stedet virker de mere som en mellemting, for de kan stadig tale, og gør jævnligt brug af diverse spanske tilråb.

Og mens man står der og gør den velsmurte shotgun klar til brug, sætter de i løb, og et hurtigt regnestykke gør, at hårene rejser sig i nakken, for der er flere bønder end der er kugler i bøssen. Man kan næsten se Leon stå og fumle med patronerne, og man får helt lyst til at skynde på ham. Nu er de kun få meter fra ham, og man pejler sig ind på den forreste i rækken. BAM! Hovedet ryger af - den næste får et velplaceret skud i skridtet og sådan fortsætter det ned i rækkerne, indtil shotgun’en skal lades på ny. Det er her problemet opstår, for det tager så tilpas lang tid, at man ender med at stå med den næste bondes rådne ånde lige op i ansigtet. Hans klamme greb giver anledning til at man skal ryste ham af ved at ryste wiimoten.

En stor del af spillet vil man befinde sig i bondeland, og man gør klogt i at kigge sig over skulderen tit og ofte, for de er hurtigere end man tror – og de gemmer sig. Følelsen af uhygge er enorm i visse passager.

Senere i spillet bliver man mødt af andre typer fjender, der er mindst lige så skumle som bønderne, men det vil vi ikke specificere nærmere her, for ikke at ødelægge oplevelsen. Vi vil dog påpege at der er rigeligt med boss fights, store som små, og de bidrager alle med at forhøje den kilometer tykke stemning der hersker i spillet.

Grafik

RE4Resident Evil 4 har en så helt abnormt gennemarbejdet og veldefineret stil at man næsten ikke kan undgå at leve sig ind i det. Alt er modelleret helt ned i mindste detalje, og intet, absolut intet, er overladt til tilfældighederne. Det er svært at tro på at dette er en konvertering fra Gamecube, da det overgår praktisk talt alle andre Wii spil på den grafiske front. Visse indoktrinerede sjæle vil påstå at grafikken er en anelse dateret, men da undertegnede er af den overbevisning at flot grafik ikke er hængt op på antallet af polygoner, så kan der kun stå en nær top karakter til spillets visuelle side.

Lyd

Ganske som med spillets grafik, så er der her tale om lyd design i absolut top klasse. Alt fra bøndernes tilråb til gyser effekterne og musikken er i en klasse helt for sig. Selv spillets stemmer er meget veludførte og virker troværdige, hvilket ellers ofte er et problem i computerspil.
Der gøres rigtig god brug af shock-effekt lyde på veldefinerede steder, der sørger for at nakkehårene rejser sig på de helt rigtige tidspunkter. Det er skræmmende og smukt på en og samme tid.

Konklusion

RE4Hvis man savner lidt voksen underholdning til Wii konsollen kan Resident Evil 4 stærkt anbefales. Du er garanteret et godt gys, og med en finpudsning der sjældent er set i computerspil, er dette spil uden tvivl en af de allerbedste titler til Wii’en indtil videre. Spillet oser langt væk af uhygge, og det er virkelig lækkert at Capcom med RE4 har valgt at tage et lidt andet syn på hele zombie polemikken. I stedet for de sædvanlige rallende levende lig, bliver man præsenteret for noget der er langt mere skræmmende, nemlig den gyldne mellemvej mellem det normale menneske og den savlende zombie.

Resident Evil 4 Wii Edition bør befinde sig på enhver survival horror fans spilhylde.

Spillet er venligst udlånt af Gamebits.dk og kan købes her.

Skriv en kommentar

  1. 1Den 3. September, 2007 kl. 21:10 skrev Tandfeen:

    DSi

    Det er nu altså et dejligt, men lidt ulækkert spil..

  2. 2Den 3. September, 2007 kl. 21:15 skrev Erroneus:

    Admin

    God anmeldelse og en fortjent karakter.

    Har ikke selv fået spillet det ret meget, men det er bestemt det spil som sidder mest i maskinen når der er tid til at spille :)

  3. 3Den 6. September, 2007 kl. 22:05 skrev Vestergaard:

    DSi

    Lyder rigtig gennemført!

  4. 4Den 15. Januar, 2008 kl. 02:16 skrev Pod:

    DSi

    Det er så lækkert et spil at spille, og så ser det brandhamrende godt ud.

    Det var på GameCube’en, og jeg har ikke fået en chance for at spillle Wii-udgaven endnu, men den skulle være pudset yderligere af, pluds alt det ekstra gejl fra PS2 udgaven er med. :)

  5. 5Den 14. Januar, 2009 kl. 16:40 skrev Avatar1301:

    Har kun spillet PS2 udgaven, men det skulle vist være det samme, bortset fra styringen :P

    Et af de bedste spil nogensinde!

  6. 6Den 6. November, 2010 kl. 20:24 skrev Jensendk:

    DSi

    Det er for lækkert et spil :) har fået det gennemført langt om længe! .. utroligt langt spil med massere af udfordringer til selv den største “nørd” kan varmt anbefales en mørk aften alene på sofaen :D