Wiinyt

BWAAAAAAAAAAAH!!! De rablende skøre kaniner fra Rayman Raving Rabbids er tilbage. Titlen på efterfølgeren er sjovt nok Rayman Raving Rabbids 2 og ganske lige som første spil i serien er der tale om en samling mini-spil, hvor man skal ting som at servere burgere, bøvse om kap, spille musik og spytte i intetanende kaniners drinks.
Der er en del at leve op til, da 1′eren var en forholdsvis stor success til Wii’en sidste vinter. Hvorvidt denne 2′er kan klare presset kan du læse mere om herunder.

Design

I forrige spil havde de rablende kaniner kidnappet stakkels Rayman’s venner. I denne omgang er de gået skridtet videre og har store planer om at overtage verdensherredømmet. Det foregår via nogle kæmpestore flyvende ballonubåde der bliver sendt ud i hele verden fra kaninernes hemmelige hovedkvarter.
Rayman får nys om planerne og han beslutter sig for at gå undercover og tage verden rundt og ”bekæmpe” kaninerne i diverse skøre discipliner.
Ved spillets start bliver man præsenteret for hvad der bedst kan beskrives som en hovedmenu. Spillet er generelt delt op i de forskellige ture man kan tage på verden over. Der er tale om Europa, Asien, USA, Sydamerika og troperne og disse ture kan spilles af helt op til 4 spillere på en gang. Det er naturligvis også muligt at spille det ene mand, men det går drastisk udover gameplayet, da det i mange tilfælde betyder at du skal spille mod dig selv eller mod en forholdsvis dårlig computer modstander. Jeps, i visse baner i 1-player dyster du faktisk mod dig selv uden computer modstandere – ikke videre interessant.
Banerne er, som i 1′eren, ikke tilgængelige før de er blevet spillet. Det er altså ikke muligt at vælge alle minispillene fra start af. Det kan være ret generende hvis man regner med at man kan købe spillet og ønsker at give den gas med vennerne fredag, lørdag aften. I så fald er man tvunget til at starte fra en ende af. Men det er en mindre detalje, og om ikke andet, så giver det anledning til at spille hele spillet igennem fra start til slut.
Raving Rabbids 2 byder på muligheden for at ”bygge” din egen kanin. Efterhånden som banerne gennemføres bliver der låst op for diverse beklædningsgenstande som man derefter kan iføre de kære kaniner. Desværre kan man ikke spille som sin egen kanin før det hele er gennemført med Rayman. Dette er kun en ud af flere små ting der får os til at stille spøgsmålstegn ved om Rayman overhovedet burde befinde sig i dette spil.
En anden af disse ting er, at Rayman meget tydeligt overhovedet ikke har en dedikeret rolle i spillet. Hans animationer og lydeffekter er fuldstændig ens med kaninerne. Ja, i læste rigtigt – Rayman siger BWAAAAAH!!! ganske som kaninerne gør det. Det virker utroligt malplaceret.
Udover de gakkede minispil er der også de kendte on-rails slutbaner, hvor man skal rende rundt i udvalgte storbyer fra den virkelige verden og skyde kaniner med svuppere. I slutningen af disse baner er der et boss-monster, og når det er bekæmpet markerer det slutningen på en af turene rundt om i verden.
Disse baner er, som i 1′eren, bygget op på en sådan måde, at man ikke selv skal styre Rayman, men derimod blot sigte på skærmen og svuppe kaninerne.
I denne omgang består banerne af ægte film sekvenser der er optaget i byerne. Umiddelbart skulle man tro, at det ville gøre banerne sjovere, men det har desværre den modsatte virkning, da banerne virker meget statiske og sløve. Ideen er god, og det er sådan set også godt udført, men det virker bare ikke særlig godt i praksis. Kaninerne og interaktive objekter er naturligvis lagt ovenpå filmene via 3D grafik.
Spillet reklamerer med at det understøtter Nintendo Wi-Fi connection. Vi vil med det samme gøre stærkt opmærksom på at dette er en sandhed med modifikationer. Den eneste online funktionalitet dette spil har er. at man har mulighed for at uploade sine high scores til nettet og samtidig se hvad andre har fået af point. Det er brugbart når man spiller single player, da man så har en ide om hvor god, eller dårlig, man er. Men som online funktionalitet generelt er det meget tyndt.

Gameplay

Det altoverskyggende spøgsmål i Rayman Raving Rabbids 2 er hvorvidt de forskellige minispil er sjove. Der er ingen tvivl om at udviklerne hos Ubisoft er nogle ekstremt kreative mennesker, hvilket er blevet demonstreret i de mange små joke-film der blev frigivet i månederne op til spillets udgivelse. Men er al den kreative energi blevet brugt på at lave reklame filmene?
Spillet indeholder over 50 forskellige minispil. Nogle er ekstremt simple, mens andre er lidt mere advancerede.
I de mest simple er styringen begrænset til en manisk rysten med wiimoten mens der i de lidt mere komplicerede bliver gjort brug af både wiimote og nunchuk. Fælles for dem alle er, at mange af spillene minder utroligt meget om hinanden og man har derfor ofte en ”hov, det her har jeg da lige gjort” følelse mens man spiller. Noget kunne tyde på at Ubisoft er ved at løbe tør for ideer.
Generelt gælder det for næsten hele spillet, at det er sjovere at betragte kaninernes animationer end det er at spille spillet. Et eksempel på dette er bøvsebanen, hvor det handler om at slå den største bøvs man overhovedet kan. Selve styringen består af ganske få ting. Ryst wiimoten så hurtigt som overhovedet muligt for at ryste den sodavand Rayman er blevet serveret, tryk på A og vend den på hovedet som om du drikker af et glas. Det er mildest talt ikke specielt interessant, og minder mest af alt om styringen i et minispil fra Wario-Ware: Smooth Moves.
Det sjove er at betragte Rayman eller kaninerne når bøvsen bliver sluppet afsted. Forestil jer en eksplosion af atomiske proportioner. Man jævner simpelthen byen med jorden og det er mildest talt morsomt at se og høre på.
Et interessant tiltag her i 2′eren er rytmebanerne. Her har Ubisoft forsøgt at kopiere lidt af ideen bag Guitar Hero spillene. Man vælger hvilket instrument man vil spille, og så skal man ellers vippe med wiimote eller nunchuk efterhånden som ”noderne” bevæger sig nedover skærmen. Det virker faktisk glimrende, og musikken er ret morsom af høre på, da det er kendte sange som Smoke on the Water der er blevet kaninificerede.

Grafik

Raving Rabbids 2 byder på hvad man vel bedst kan definere som standard grafik. De fancy effekter og de gennemarbejdede omgivelser skal man kigge langt efter, men på den anden side så passer det meget godt til stilen.
Minispillene rangerer fra at være forholdsvis pæne til at være direkte grimme. Der kunne sagtens have været brugt noget mere tid på denne del af spillet.
Kaninerne er som altid sjove og morsomme at betragte og der er ingen tvivl om at den stilistiske side af spillet er ganske høj. Originaliteten er efterhånden falmet en del, da kaninerne jo har været over os i et års tid, men det generelle design er altså intakt.

Musik og lyd

Undertegnede sidder lige nu og spekulerer på om spillet overhovedet indeholder musik. I hvert fald har det været af så vag karakter, at det helt er blevet slettet fra hukommelsen. Efter at have tjekket viser det sig dog at spillet indeholder nogle små musikstykker der er puttet ind hist og her. Eksempelvis når man gennemfører en bane bliver der spillet en lille fanfare og mange af minispillene har også underlægningsmusik. Det passer fint ind, og er altså tilstrækkeligt anonymt til at man nærmest ikke ligger mærke til det. Dog er der langt mere musik at finde i rytmebanerne, så alt i alt er det glimrende.
Lyden i spillet er som forventet. Der bliver gjort stor brug af kaninernes ”BWAAAAAAAAAAH!!!” - faktisk så meget at de som tidligere nævnt, har valgt at give Rayman præcis de samme lydeffekter som kaninerne. Det kan godt blive lidt for meget, men samtidig er det svært ikke at trække på smilebåndet, for de er nu sjove.

Konklusion

Det er jo desværre som regel sådan med efterfølgere til både film og spil, at 2′eren af en eller anden årsag altid har svært ved at leve op til 1′eren og endnu sværere ved at overgå den. Det gør sig også gældende med Raving Rabbids 2. Stilen er bibeholdt, men der er langt mellem de gode minispil og selv med flere spillere bliver det forholdsvis hurtigt kedeligt at spille.
Mange af minispillene minder alt for meget om hinanden, hvilket stærkt begrænser værdien af de cirka 50-60 spil. Derudover er styringen ofte alt for simpel og der kan drages direkte paralleller til nogle af de ultrakorte minispil man finder i Wario-Ware: Smooth Moves. Ikke at der er noget galt i det, men i Wario-Ware er der altså over 200 af dem.
Står du og skal vælge mellem hvorvidt du vil investere i Rayman Raving Rabbids 1 eller 2, er meldingen klar herfra. Køb 1′eren – det er noget mere gennemarbejdet og frem for alt, sjovt at spille. 2′eren er egentlig ikke et ringe spil, man får bare ikke særlig meget valuta for pengene hvad angår variation og gameplay.