Wiinyt

Guitar Hero så første gang dagens lys tilbage i 2005. Dengang var platformen Playstation 2, men konceptet var det samme. Ved brug af en plastik guitar, der har 5 knapper på gribebrættet og en knap til at aktivere ”strengene”, skal man ramme nogle farvekodede noder der glider ned over skærmen.
Guitar Hero II så dagens lys i 2006, også til Playstation 2, og er siden også kommet i en version til Xbox360.
Nu er det så blevet tid til en 3′er, og denne gang kan det også købes til Wii’en. Det er altså det første Guitar Hero spil der udkommer på konsollen, og undertegnede har da heller ikke tidligere stiftet bekendtskab med hverken Playstation 2 versioner eller Xbox360 versioner af spilserien. Det er altså med en helt frisk indgangsvinkel at denne anmeldelse skrives.

Design

Konceptet er, som kort beskrevet herover, meget simpelt. Det handler primært om to ting. Først og fremmest er det nærmest en nødvendighed, at man har en forholdsvis god fornemmelse for rytme. Er man bare en anelse interesseret i rock musik burde den del af sagen være på plads. De fleste kan, alt efter temperament, finde ud af at vippe med foden eller gå totalt headbanger amok mens musikken brøler ud af stereoanlægget.
Derudover er det en stor fordel at have en fornemmelse for toner. Altså, hvorvidt den næste tone der skal ”slås an” på guitaren er lysere eller dybere end den forrige. Det er formentlig også noget de fleste er godt bekendt med, om ikke andet så fordi mange af os i sin tid blev trukket igennem diverse salmer tilbage til konfirmations forberedelsen(gaver, gaver, gaver!!).
Har man de to ting nogenlunde på plads mangler der kun en eneste ting, og det er her udfordringen dukker op. Hvis man aldrig har rørt en guitar eller lignende før, kan det være meget svært at få fingrene til at makke ret. Der skal træning til, og det er lige præcis her spillets force ligger. Man bliver ganske enkelt grebet af den stemning og udfordring spillet byder på, og man skal hele tiden liiiiige prøve en gang til og se om man ikke kan gøre det bare en anelse bedre.
Vi skal lige huske at nævne, at man desværre ikke bliver god til at spille rigtig guitar ved at spille GH3. Det er de to ting ganske enkelt for forskellige til. Men det er altså en fordel hvis man spiller rigtig guitar i forvejen.
Spillet er bygget op omkring de cirka 65 sange der er at finde i spillet(dette er inklusive bonus numre). Man opretter et band med hvad navn man nu måtte ønske. Derefter vælger man den guitar fræser man selv vil være, og så går man ellers i gang med at spille gigs. Der er 13 karakterer at vælge imellem, og de er spredt godt mellem genrerne, så der er noget for både punk fanatikere og black metal fans at finde. Til at starte med er det dog kun 7 af dem der er låst op.
Man starter naturligvis fra bunden, på de mest snoldede spillesteder. Hvor man spiller har ikke nogen indflydelse på gameplayet, men det følger altså en kronologisk gang for bandet, hvor man ender med, meget mod sin vilje, at sælge ud. Ganske vittigt, men der er ingen tvivl om at historien i spillet er komplet ligegyldig for hvad der foregår mens man spiller.
Selve sangene har hver især indbygget 4 forskellige sværhedsgrader. Easy, medium, hard og amazing. Er man stadig våd bag ørerne kan det derfor anbefales at tage fat på easy. Vil man gerne have lidt mere udfordring anbefales det dog at starte på medium, da easy til tider er kedsommeligt nemt. Undertegnede oplevede ofte at falde i staver midt i en sang, for derefter at komme til at spille forkert, ganske enkelt fordi tankerne var fløjet et andet sted hen.
Det er dog over hele hovedet ikke tilfældet på hard og amazing. Disse to sværhedsgrader vil for mange kræve lang tid at mestre(læs: meeeget lang), og specielt de senere sange indeholder virkelig nogle udfordringer.
Hvis en af vore brugere begiver sig i lag med Dragonforce bonus nummeret på amazing, vil vi meget gerne høre om det - hvis det vel at mærke er succesfuldt. Nærmest umuligt er de første ord der dukker op i den sammenhæng.
Vi skal også huske at nævne at spillet byder på en training mode hvor man har mulighed for at øve numrene igennem segment efter segment og endda sløve det hele ned, så man kan nå at følge med og lære hvordan ”tonerne” skal spilles.
Undertegnede oplevede en konsistent fejl i denne sammenhæng. Valgte man at træne på ”slowest” passede trommerne pludselig ikke til sangen længere. Det virkede som om de hele tiden var et kvart sekund foran, hvilket gjorde det ret svært at følge rytmen af de anslag man skulle lave. Men det er en lille fejl som de fleste nok vil kunne bære over med.

Gameplay

Mens man er på scenen er der forskellige gameplay elementer der spiller ind. Det handler om at trykke den rigtige farvekodede fret-knap ind på gribebrættet, og derefter slå den an når noderne, der glider nedover skærmen, når bunden af skærmen.
Udover dette har man også mulighed for at bruge whamming bar’en, der tillader dig at ligge lidt vibrato ind på tonerne. Det virker rigtig godt og giver en ekstra følelse af at det er en selv der spiller.
Mens man spiller oplader man star power, og denne kan fyres af ved at vippe guitaren op på højkant – en lille feature kun Wii versionen af spillet har. Herefter går hele salen amok, og man får for en kort stund dobbelt point for det man spiller. Lækkert, og det bidrager også til stemningen.
Efter omkring hver 10. sang vil man støde på en boss battle. Her skal man blandt andet dyste mod Tom Morello, kendt fra Rage Against the Machine, og Slash, kendt fra Guns n’ Roses og Velvet Revoler.
Disse battles foregår ved at man skiftevis med modstanderen skal blære sig på sin guitar, og samtidig forsøge at få modparten til at spille forkert. Dette gøres igen ved at vippe guitaren op på højkant hvorefter man fyrer sine optjente battle points af og får mostanderen til at knække en streng eller lignende. Det virker som det skal, og giver en god adspredelse i forhold til de normale sange.
Spillet indeholder også multiplayer. Her kan man vælge at spille 2 mod hinanden, eller med hinanden, hvor den ene spiller bas og den anden spiller guitar.
Dette kan man også gøre online, og det fungerer enten ved brug af de berygtede friend codes, eller ved at gå op mod en fremmed modstander. Måden man finder en fremmed modstander på foregår på en ud af to måder. Enten opretter man et ”rum” og venter på at en anden joiner det rum, eller også søger man selv efter et åbent rum og joiner det. Begge muligheder er dog noget langsommelig sammenlignet med eksempelvis Mario Strikers Charged. Ofte føler man at man har ringet til et eller andet firma og sidder i telefonkø. I hvert fald kan der gå ganske lang tid før der kommer hul igennem og man finder en modstander. Denne kontrast mellem at skulle sidde og vente for derefter at skulle fyre den af kan godt være lidt irriterende. Men det fungerer altså med lidt tålmodighed.

Grafik

Der er ingen tvivl om at dette spil er et cross-platform spil. Det ses meget tydeligt på grafikken, da den formentlig er nappet direkte fra Playstation 2 versionen. I hvert fald er der sparet drastisk på effekterne og det hele har en tendens til at se noget kantet ud. Men det gør egentlig ikke så meget, for dette spil er et perfekt eksempel på at grafikken er absolut sekundær. Mens man spiller ser man alligevel ikke det meste af det der foregår på skærmen, og hvis man gør, så er det så tilpas pænt at se på at det det fungerer.
Gigs’ne er bundet sammen af nogle tegnefilms agtige sekvenser der med en god spand humor viser hvordan man gennemgår bandets forskellige faser. Det er faktisk ret muntert, og det hele er lavet uden brug af stemmer, og alligevel ved man præcist hvad der foregår. Veldesignet, og det leverer det nødvendige element der binder spillet sammen til en helhed.

Musik og lyd

Vi har valgt at se bort fra den kendsgerning at Wii versionen af spillet ved en fejl er blevet udgivet i mono. Denne helt absurde fejl vil ifølge udgiveren Activision blive rettet tidligt næste år i form af nye gratis spil-diske.
Musikken i spillet er selvsagt helt i top. Sangene er en blanding af rigtig gode cover numre og originalerne hentet direkte fra master tapes. Er man til rock og andre genrer i den hårde ende, vil det være lotion for øregangene at spille spillet, og nogle vil måske også opleve at genrer man ikke kendte til i forvejen måske fanger ens interesse mere end man havde regnet med. Alt i alt er det en rejse i både tid og genrer proppet med klassikere - helt perfekt.
Lyden i spillet er også helt som den skal være. Spiller man forkert er man ikke i tvivl om det, da wiimoten vil gøre dig opmærksom på det med et udbrud af falsk toneleje. Publikum hujer på de rigtige tidspunkter og det hele virker som en meget fuldendt pakke sammenlagt med musikken. De stemmer der er at finde i tutoriallen fungerer også glimrende.

Konklusion

Dette et rigtig godt spil der bygger på en efterhånden velafprøvet formular. Det er interessant at se hvordan forholdsvis simple gameplay elementer kan mixes sammen til en så robust cocktail som Guitar Hero 3 er.
Grafikken er ikke prangende, men det er fuldstændig ligegyldigt, for stemingen er der, og gameplayet er helt i top. Man kan ikke undgå at blive grebet af det, og man får hurtig fat på hvordan tingene skal gøres, og så byder spillet på spandevis af underholdning både for sig selv og sammen med andre. Det er et af de her spil hvor man hele tiden lige skal have en tur mere, for man ved man kan gøre det bedre.
Holdbarheden er meget lang, for hver gang du har mestret en sang, så er der enten en anden sang du kan tage fat på, eller også er der en sværhedsgrad der ligger lige en tak over hvad du kan præstere, og så er det bare med at komme i gang.
Hvis du ikke allerede har spillet dig træt i Guitar Hero 1 og 2, så er Guitar Hero 3 er rigtig godt sted at starte. Rock on!!!