Wiinyt

Endnu et af Nintendo’s absolut mest ventede spil har nu gjort sit indtog på Wii konsollen. Der er tale om det nyeste kapitel i Mario Kart serien der traditionen tro blot hedder Mario Kart Wii. Spilserien kan spores helt tilbage fra de første arkæologiske udgravninger i start halvfemserne, hvor Super Mario Kart så dagens lys til Super Nintendo Entertainment System(SNES). Spillet gør brug af mange af de kendte Mario karakterer og foregår i kendte lokationer der er tidligere har været brugt i de spil der foregår i Mario’s univers. Vi står altså med et spil der, rent indholdsmæssigt, byder på det bedste Nintendo kan præstere. I denne anmeldelse skal vi kigge på om spillet også, rent gameplaymæssigt, lever op til sit navn, eller om Mario Kart serien har tabt pusten.

Rattet

Spillet kommer sammen med det meget omtalte plastik rat, hvori wiimoten kan monteres. Effektivt betyder det, at man nu sidder med en racer controller i stedet for den normale wiimote.
Rattet i sig selv er yderst robust og af meget høj kvalitet. Wiimoten monteres nemt og smertefrit i det dertil indrettede hul og når først den er monteret sidder den så tilpas fast, at man kan kaste rundt med det uden den falder ud. Samtidig er det så veldesignet at man kan afmontere wiimoten igen kun ved brug af en enkelt finger.
På venstre side af rattet er der er rundt hul der sørger for at man stadig kan pege med wiimoten som man plejer hvilket er rigtig lækkert. På bagsiden er der monteret en knap der er i forbindelse med B knappen på wiimoten. Også denne fungerer upåklageligt og uden kontakt problemer.
Løsningen virker umiddelbart som det mest optimale man kan forestille sig. Om rattet også fungerer i spilmæssig sammenhæng kigger vi på lidt senere.
Spillet kan også styres med en wiimote + nunchuk combo, classic controlleren eller en Gamecube controller, så kan man ikke, mod forventning, lide Wii Wheel’et, så er der rigeligt med alternative muligheder.

Design

Mario Kart serien har altid været kendt for sin meget særprægede tilgang til hele racer genren. Det er en af de her serier som har en hemmelig ingrediens som ingen helt kan finde ud af hvad er. I hvert fald har ingen kunnet gøre det efter med samme succes som Nintendo og her, over 10 år efter det første Mario Kart spil udkom, har spillet ikke ændret sig drastisk rent designmæssigt. Det er derfor ret interessant at Nintendo i denne omgang har valgt at inkludere motorcykler i spillet. Der har været store diskussioner på nettet om hvorvidt det var en fejl at inkludere disse, men det hele bliver gjort til skamme for det giver et frisk pust til spillets tidsløse design, så hvis man beklager sig efter at have prøvet spillet, så bør man nok sætte sig ned og spille SNES versionen i stedet for.
Spillet indeholder 32 baner hvoraf de 16 er gamle kendinge hentet fra både SNES, N64, DS og Gamecube versionerne af spillet. Det er utroligt lækkert, at de gamle baner stadig har en plads i spillet og samtidig er de nye baner utroligt spændende at køre på og udfordringen er høj på langt de fleste af dem. Til at starte med er der dog kun 16 baner til rådighed. Resten låses op efterhånden som man kommer igennem spillet.

Før et ræs starter man ud med at vælge sin karakter og derefter hvilket køretøj man vil gøre brug af. Hver enkelt karakter har sit eget udvalg af køretøjer og hvert enkelt køretøj har en række fordele og ulemper som sørger for at alle spillestile bliver tilgodeset. Man kan få køretøjer med høj speed hvor det til gengæld har dårlig acceleration og så videre. Det hele er fordelt ud på en mængde forskellige attributter, så det varer nogen tid før man finder sine favoritter.

Inde i spillet handler det naturligvis om at komme over målstregen som den første. Men hvor andre arkade bilspil handler mest om at køre hurtigt, så handler Mario Kart mindst lige så meget om taktik. Spredt rundt på banerne finder man nemlig nogle farverige bokse, der hver især indeholder nogle mere eller mindre børnevenlige våben. Man kan smide bananer, bombe bilerne foran sig, få ekstra fart boost i kortere perioder, kaste med forskellige typer skildpaddeskjold og meget mere. Fælles for dem alle er, at de giver nogle taktiske fordele hvis de bliver brugt på de rigtige tidspunkter.
Samtidig er banerne i sig selv også en udfordring udover det sædvanlige, da man bliver mødt at op til flere forhindringer i landskabet. Det er med at være oppe på dupperne, ellers kan man lynhurtigt gå fra en førsteplads til en sidsteplads. Heldigvis kan man også lynhurtigt gå fra en sidsteplads til en førsteplads, så man skal ikke se sig slået før man kører over målstregen til allersidst.

Spillet byder på hidtil usete muligheder for multiplayer. Vi har længe savnet nogle ordentlige online spil til Wii’en, så det er en stor fornøjelse endelig at sidde med et spil hvor online multiplayer virker veldesignet og gennemarbejdet. Der er mange forskellige modes at vælge imellem, så der skulle ikke være de store problemer med at finde noget man kan lide. der er både normale grand prix’er, men også alternative modes der minder lidt om deathmatch i de gode gamle Doom og Quake spil, hvor man kører rundt i en arena og skal ramme fjenden med våben som så springer deres balloner. Det giver point, og den eller de(hvis man spiller hold) der har flest point vinder naturligvis.

Online multiplayer kunne såmænd være nok i sig selv, men Nintendo stopper ikke her, for man kan også spille spillet i 4-player splitscreen. Og sørme om man ikke også kan spille en hybrid, hvor man kan spille 2 spillere i split-screen og hvor resten af spillerne bliver hentet direkte online enten fra ens friend list(via friend codes) eller fra continental eller worldwide hvilket nogenlunde svarer til Europa og hele verden. Det er ganske enkelt perfekt og implementationen har virket upåklageligt kun med en meget lille mængde lag hist og her og en enkelt gang hvor der var problemer med at connecte.

Man kan spille helt op til 12 spillere på en gang. Alle spillere i spillet er hæftet sammen med en Mii, så man føler næsten at man kan se dem man spiller sammen med. Derudover kan man, på en jordklode, se hvor hver enkelt spiller befinder sig rent geografisk. I sidste ende føler man næsten at man sidder sammen med alle dem man spiller med.
Det er næsten umuligt at komme omkring alle finesserne i online delen af dette spil, men det er helt sikkert at Mario Kart byder på den hidtil mest gennemførte og nær perfekte multiplayer implementation til dato på Wii’en. Kæmpeskulderklap til Nintendo – lad os få noget mere af det.

Mario Kart byder naturligvis også på single player hvor man blandt andet kan spille mod computeren i normale grand prix’er, men der er også nogle lidt mere alternative baner hvor man skal udføre slides og lignende inden tiden løber ud.
Single player delen er glimrende udført og virker som fin træning inden man bevæger sig ud på internettet. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om at det er multiplayer delen der får spillet til at skinne. Single player delen virker, i hvert fald for undertegnede, som en sekundær del af spillet, hvilket gør sig gældende for mange moderne spil. Det er rart endelig at kunne bruge ordet moderne om et Wii spil.

Gameplay

Nu tager vi så fat i rattet igen, for nu kører vi ud af pitten og ud på banen. Alle spillere har spændt sikkerhedsselen og er klar til de strabadser der venter forude.
Nedtællingen sættes i gang og hvis man gasser op på det helt rigtige tidspunkt får man et lille boost når startskuddet lyder.
BANG! - Der er stor tumult i feltet hvor 12 karts og motorcykler kæmper om at komme foran i løbet. Efter kort tid samler den første spiller et våben op og så er det ellers med at være opmærksom, for man kan lynhurtig blive offer for en ondsindet plan der sender ens køretøj ud i ustyrlige rotationer for til sidst at ende 3-4 pladser længere nede i feltet.
Det er her man virkelig savner at A-knappen kunne bruges som dythorn, for det ville da være sjovt hvis man kunne båtte af sine modstandere når man føler sig uretfærdigt behandlet. Det har Nintendo dog desværre ikke sørget for at man kan, så man må i stedet nøjes med de automatiske dyt og båt der lyder når man kører ind i sine modstandere. Lidt ærgeligt da det ellers virker oplagt når man nu sidder med rattet. Men det er kun et ønske, absolut ikke en fejl.
Man bevæger sig rundt på banen ved at bruge rattet præcist som man kunne forvente. Man drejer ganske enkelt ved at dreje rettet og så gasser man ved at holde 2-knappen nede. B-knappen bruges til at udføre slides, som sørger for at man kommer igennem svingene uden at miste fart. Det kræver god timing og lidt træning, men det er utroligt effektivt.
Styringen er meget tæt på at være perfekt og der er ingen tvivl om at denne brug af wiimoten er noget af det bedste vi har set siden Wii’en kom til verden i 2006. Det er ganske enkelt sjovere at sidde og styre med et rat i stedet for at bruge analog sticken på eksempelvis Gamecuben.

Grafik

Hvis man skulle finde noget at brokke sig over i Mario Kart Wii, så kunne det måske være grafikken. Både karakterer og baner er forholdsvis kantede, med nogle til tider mudrede teksturer. Men lad mig lige slå over i jeg-person et kort øjeblik, for hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg hamrende ligeglad med om spillet gør brug af 3 millioner polygoner, normal mapping, stencil buffered shadows og så videre eller ej. Det handler om æstetik og gameplay og her overgår Mario Kart langt de fleste nye spil uanset mængden af moderne grafiske teknologier.
Der er masser af substans og spillet kører fuldstændig flydende lige meget hvor mange biler der er på skærmen på samme tid.
Derudover bærer spillet præg af at være designet til både børn, unge og voksne mennesker, så man føler på ingen måde at man sidder og spiller et børnespil.

Lyd

Det er efterhånden blevet standard for Nintendo at gøre brug af de samme retro inspirerede musik instrumenter i næsten alle deres spil. Det giver spillet et tidsløst lydbillede og selvom musikken lyder en anelse syntetisk, så gør det faktisk overhovedet ikke noget. Sangene er så velkomponerede at man tager sig selv i at sidde og klappe med på rytmen eller nynne melodierne mens man venter på at næste bane hentes ind i hukommelsen.
Det er lidt det samme som er tilfældet med grafikken. Man kan stille sig selv spørgsmålet om musik i spil som dette overhovedet behøver være optaget med et kæmpe symfoni orkester eller lignende. For undertegnede er svaret et klart nej, for der er et eller andet magisk ved den måde Nintendo sammensætter de her stykker musik der bare fungerer.
Lyden i spillet er helt i stil med de tidligere spil i serien. Der er ikke rigtig nogen dialog. Til gengæld har hver enkelt karakter sine egne verbale udskejelser der sørger for at man aldrig er i tvivl om hvorvidt personen er glad for at få et skildpaddeskjold i nakken eller ej. Og hvem kan stå for en lille Baby Mario der vræler?

Konklusion

Mario Kart Wii er et af de absolut bedste spil til Wii siden konsollens lancering. Udover at indeholde en nær-perfekt multiplayer implementering, så byder spillet også på så utroligt meget indhold og varieret gameplay, at det ganske enkelt er et spil der skal stå i Wii samlingen.
Den magiske ingrediens der er til stede i tidligere spil i serien er i høj grad også til stede i dette spil og det medfølgende Wii Wheel er et veldesignet og robust stykke plastik der rent faktisk gør en forskel for den måde man lever sig ind i spillet på. Det er et perfekt eksempel på hvordan wiimoten kan udnyttes til fulde uden at den skal svinges rundt til højre og venstre.
Savner man en arkade racer til Wii’en er Mario Kart uden tvivl det spil man bør gå ud og investere i.