Wiinyt

Banan bomber, ming vaser, skrydende æsler, gamle damer, stinkdyr og meget, meget mere. Umiddelbart har disse ting ikke det store tilfældes, men alligevel har de alle fundet vej til en spilserie der blev født helt tilbage i 1995.
Spilserien blev døbt Worms og var et turbaseret spil hvor man som spiller fik mulighed for at mule sine kammerater med alskens militært hardware – og heri indgik altså også eksplosive bananer.
Hovedpersonerne i spillet var nogle små lyserøde 8 pixels orme med nogle yderst nuttede stemmer. De var spredt udover et landskab og delt op i 2 eller flere hold. Med disse hold tog man så ture og skulle beskyde hinandens orme, indtil der kun var en sejrende spiller tilbage.
Af besynderlige årsager fremkaldte dette spil en meget hoverende adfærd for de som spillede det. Man tog sig selv i at bryde ud i brølende hånlatter og pege fingre af modstanderen som man aldrig havde gjort det før. At vinde i Worms var, dengang, bedre end at vinde i alle andre spil, mest fordi det var svært og ganske ofte endte ens projektiler med at flyve i en anden retning end man lige havde regnet med, hvilket kunne medføre yderligere latterbrøl fra fjendeside.
Vi har sidenhen set utallige versioner af Worms til både PC og diverse konsoller, men opskriften har hele vejen igennem været den samme.
Worms serien er et glimrende eksempel på en ide der aldrig bliver for gammel og det er da også lidt sjovt at det spil vi i dag skal kigge på, Worms: A Space Oddity, næsten er identisk med Worms 2 der udkom tilbage i 1998. Vi snakker altså spil med hele 10 år imellem hvor det grundlæggende gameplay og design er næsten fuldstændig uændret – og det er ikke nødvendigvis negativt.
Denne anmeldelse vil ikke så meget fokusere på dette ene spil, men i stedet tage afsæt i hvor godt Wii’ens første Worms spil fungerer i forhold til tidligere spil i serien. Med andre ord, lever Worms: A Space Oddity op til det vi i dag forventer af et fullblown Worms spil? Det kan i læse mere om herunder.

Våben

Der kan ikke herske nogen tvivl om at det allervigtigste element i et Worms spil er de våben man får stillet til rådighed. Jo mere tåbelige og malplacerede de virker, jo bedre. Eksempler på de våben har vi allerede listet helt i starten af denne anmeldelse, så vi kan meget passende lave en hurtig sammenligning med det arsenal man har stillet til rådighed i W:ASO. Det kræver naturligvis en del indsigt i de tidligere spil før man kan lave en sådan sammenligning, men den er undertegnede heldigvis så rigeligt i besiddelse af.
Desværre har Team 17 valgt at skære langt de fleste våben fra, hvilket betyder at man er henladt til gamle klassikere som rocket launcher, dynamite, hand grenade, cluster bomb og andre knap så innovative våben. Tag ikke fejl, disse våben er effektive og bør så absolut være en del af udvalget, men man mangler virkelig nogle af de sjove og underlige våben, hvor platte de end måtte være. Spillet indeholder kun lige præcis det nødvendige og ikke et gram krudt mere og det sætter en stopper for den kreative krigsførsel. Mulighederne er ganske enkelt meget begrænsede og der er langt mellem de bizarre in-game situationer.

Værktøjer

En ting der er meget vigtigt at pointere i denne version af spillet, er den totale mangel på ninja rope, altså ninja reb. Dette reb har været en fast bestanddel lige siden Worms, men er altså blevet udeladt i W:ASO. Vi har ikke den fjerneste anelse om hvorfor, men helt sikkert er det, at det er en design fejl af gigantiske proportioner.
Når man bevæger sig rundt i banerne med sine orme, kan man gå mod højre og venstre og hoppe. Dette er glimrende så længe landskabet er forholdsvis fladt, men skal man op over bare den mindste kant, må man ty til andre midler. Her kunne man så tidligere bruge ninja rope til at forcere forhindringen så man kunne komme hen til fjenden og føre sine sadistiske planer ud i livet. Men, i W:ASO er eneste mulighed at bruge en jet pack som i langt de fleste tilfælde er overkill og som for øvrigt ikke hænger på træerne. Det medfører at man meget hurtigt løber tør for dem, og til sidst ikke kan komme nogen steder. Det er meget irriterende og ærgeligt, også fordi ninja rope som tradition er ret svært at mestre og derfor ofte medfører nogle ret sjove situationer mens man spiller.
De resterende værktøjer er som man forventer og fungerer glimrende. Man kan teleportere sig, grave tunneller, bygge girders og flyve med jet pack.

Mulighed for kustomisering

En anden meget vigtig ting for Worms serien er mulighed for at lave om på tingene. Der har tidligere være tradition for at man kunne lave sine egne lyd temaer, noget som desværre har været udeladt i de fleste senere versioner af spillet. Derudover har man altid, med lidt snilde, kunnet lave sine egne baner. Også det flag der repræsenterer ens hold og den gravsten der står tilbage som de sørgelige rester efter en orm er taget afsted til den evige ormegård har man i flere versioner kunnet designe selv.
Spillet indeholder en bane editor. Det fungerer ved at man bruger wiimoten som kridt og kan så tegne det landskab ormene skal stå på inde i spillet. Man har ikke mulighed for at bruge farver, da spillet blot fylder ens streg ud med en tekstur ud fra et tema man vælger. Det virker sådan set glimrende og det er rart at have mulighed for, omend i lidt beskåret form, at kunne lave sine egne baner. Dog virker banerne meget små, hvilket kan undre lidt, da tidligere spil har haft langt større baner.
Man kan frit vælge mellem nogle forud definerede lydtemaer, flag og gravstene. Desværre kan man ikke selv lave hverken lydtemaer, gravstene eller flag, hvilket ellers virker oplagt, da Wii’en jo har både pegeredskab og mikrofon og hukommelse at gemme det på. Men som et Worms spil indeholder det en acceptabel mængde muligheder. Desværre er de indbyggede lyd temaer lidt halvfesne og kedelige at høre på og gamle klassikere som ”angry scots” og ”stiff upper lip” må man kigge i vejviseren efter. De har simpelthen valgt at lave nogle helt nye af dårligere kvalitet og droppe de gamle.

Styring

Team 17 har forsøgt at gøre spillet Wii specifikt ved at give det nogle ganske interessante controls. Dette har de gjort med blandet resultat. Måden man bestemmer velocity og retning af sit projektil fungerer upåklageligt. Man vipper simpelthen wiimoten alt efter hvor hårdt man vil skyde og drejer sigte retningen med op og ned på d-padden. Man låser sig fast med B og skyder ved at lave en slynge bevægelse for derefter at slippe B. På den måde føler man virkelig at man sender skidtet afsted.
Derudover er der små gimmicks indbygget hist og her. Blandt andet styrer man nu de varmesøgende missiler ved at pege der hvor det skal flyve hen og har man nådesløst lagt en bunke dynamit for foden(?) af en fjendes orm bringes den til sprængning ved at holde wiimoten lodret med begge hænder og ”trykke” nedad i en hurtig bevægelse som man ville gøre med en detonator. Det er gimmicks, men det giver alligevel lidt ekstra til gameplayet.
Måden man navigerer rundt på kortet er så til gengæld ganske håbløst implementeret. Man holder + inde og kan så, via wiimotens pege funktion, bevæge sig rundt på kortet. Men, det er næsten umuligt at kontrollere præcist og man ender ofte med at flyve forvirret rundt på kortet indtil man får pejlet sig ind på det område man vil være ved. Det spilder kostbar tid og er ret frustrerende at bruge.

Gameplay

Den gammelkendte formular for gameplay er heldigvis fuldstændig intakt i W:ASO. Desværre har Team 17 også forsøgt sig med nogle mini-games som der jo efterhånden er tradition for at gøre med Wii spil. Det er svært at forstå hvorfor disse tåbeligheder skal sniges ind i over det hele, og i netop dette spil vælger vi helt at udelukke dem fra anmeldelsen, for de er ganske enkelt uinteressante i Worms sammenhæng.
Spillet byder på både single player og multiplayer. Der er desværre ingen online multiplayer som vi ellers var blevet lovet. Udgiveren THQ valgte at presse Team 17 i en sådan grad at de var nødsaget til at slække på indholdet for at få spillet ud i tide. Meget, meget ærgeligt og en kæmpefejl fra THQ’s side. Desværre er det ikke første gang vi ser dem bruge denne strategi. Det samme gjorde sig gældende for det praktisk talt uspillelige produkt Worms: Open Warfare(DS).
Til vores trøst er det stadig ganske morsomt at spille W:ASO i multiplayer med op til 4 spillere på sofaen. Men, grundet spillets mangler med hensyn til våben udvalg, sjove stemmer og ninja rope så er det stadig en forholdsvis flad fornemmelse man sidder med når man har prøvet andre spil i serien.
Single player er den sædvanlige middelmådige affære. De har som sædvanlig forsøgt at få lidt puzzles blandet ind i banerne, men ultimativt er single player stadig en sidegevinst, præcis som det er det i alle tidligere Worms spil. Men det er fint at de har fået det med, så tommelfingeren op for det.

Grafik

Grundet Wii’ens meget lave skærmopløsning svarende til 720×576 pixels, er det ofte meget svært at se detaljerne på skærmen. Når man vælger flag, gravsten og andet vælger man lidt i blinde, da de fleste er helt umulige at se hvad forestiller.
Men ser man bort fra den gnidrede grafik grundet opløsningen, så er spillet meget pænt at se på, og det lever langt hen ad vejen op til de bedste spil i serien. Dog falder enkelte banemiljøer lidt ved siden af, men det er småting.

Lyd

Vi er forvænte med nogle sjove, nuttede og velindspillede stemmer i Worms, så det er med stor ærgrelse af vi kan konkludere at W:ASO på dette punkt falder langt bagud. Stemmetemaerne er dårligt udførte og ofte vil man høre præcist den samme kommentar igen og igen og igen uden den mindste form for variation. Det er ærgeligt, for det danner en del af grundpillen i det sociale der er ved at udtvære ens venner i åben ormekamp.
Musikken i spillet er ganske glimrende. Det er gjort bedre før, men hver enkelt bane har sit eget tema som understøtter kampene på fornuftig vis. Dog kunne man godt ønske sig lidt mere humor i musikken som vi eksempelvis så det i Pirates temaet fra Worms: Open Warfare 2(DS).

Konklusion

W:ASO kunne have været det ultimative Worms spil med online multiplayer, gode muligheder for kustomisering, en overflod af sjove meningsløse våben og alt det vi ellers elsker ved Team 17’s successfulde Worms serie. Men sådan skulle det ikke være. Brudte løfter fra udviklerens side i form af manglende online multiplayer(grundet udgiveren) og en halvfesen implementering af flere af de allervigtigste elementer af spillet, heriblandt ninja rope, gør, at spillet står som et af de ringeste Worms spil til dato.
Dog fortjener spillet stadig at få et klap på skulderen for de tekniske aspekter, for her er der intet at sætte fingeren på. Spillet fungerer upåklageligt, der er bare ikke nok indhold til at tilfredsstille en garvet Worms fan der forventer et spil på niveau med de bedste spil i serien. Hvilke spil det så er, kan vi diskutere i kommentarerne til anmeldelsen. Undertegnede stemmer på Worms: Armageddon(PC) eller Worms: Open Warfare 2(DS).