Wiinyt

Spil i ”sandkasse” genren er meget populære i disse dage og som de fleste er bekendt med stod Rockstar Games i tidernes morgen for, næsten egenhændigt, at opfinde genren i form af Grand Theft Auto III. Siden da har utallige firmaer forsøgt at gøre firmaet kunsten efter, med blandet succes.
På Wii har vi i forvejen spil som Godfather: Blackhand Edition og Scarface, som begge er ”sandkasse” spil. Og mens vi er nogle der misundeligt ser på videoer af det netop udgivne Grand Theft Auto IV til Xbox360 og Ps3, så var det en nødvendighed at finde noget at dulme længslen efter sandkassen på.
Heldigvis har Rockstar Games ikke helt glemt Wii folket og for nyligt porterede de deres populære Ps2 spil Bully til Wii’en, nu bærende undertitlen Scholarship Edition. Om spillet består eksamen skal vi kigge lidt på i denne anmeldelse.

Bully minder på mange måder om Grand Theft Auto, bare i en noget yngre version. I stedet for at skulle gebærde sig i hårde mafia miljøer, handler Bully om at klare skærene på Bullworth Academy, med alt hvad der følger med af mobning, klikedannelser, det første kys, slåskampe, timer der skal mødes op til og så videre.
Spillet baserer sig selv på de utallige klicheer vi kender fra folkeskolen og præsterer at karikere det i en sådan grad, at man til tider er flad af grin mens man spiller det. Uanset hvilke oplevelser man selv havde i folkeskolen, vil man kunne finde lige præcis den type man selv var, i spillet.
Der er nørderne med firkantede briller og grønne striktrøjer. Der er læderjakkerne ”the wannabe tough guys”, der hænger ud ved bilværkstedet. Der er de rige snobber, der er fodboldspillerne og vistnok også et par grupper mere. Det sjove ved grupperne er, at Rockstar virkelig har præsteret at give dem unikke personligheder. Undertegnede var flad af grin første gang der blev hilst på en nørd og svaret var ”Greetings and salutations!” i bedste Star Trek stil. Genialt!

Missionerne i spillet kommer naturligvis til udtryk i form af interne gnidninger eleverne imellem. Der kører en magtkamp mellem Jimmy, ens karakter, og en anden knægt på skolen ved navn Gary. Gary er den første man stifter bekendtskab med efter man er blevet indlogeret på skolen og så bliver der rigtig lavet rav i den. Mere skal vi ikke afsløre, men hovedhistorien er sjov og ikonisk og absolut værd at følge.

Udover hovedhistorien har man også mulighed for at tage mindre undermissioner. For det første er der de timer man kan/skal gå til i løbet af dagene. Der er to timer hver dag indenfor forskellige fag. Et eksempel kan være biologi hvor man, i bedste Trauma Center stil, skal lege kirurg på frøer, rotter og andre smådyr. Fælles for alle disser minispil er, at de fungerer rigtig godt og de præsterer på forunderlig vis at gøre både engelsk, matematik og geografi til noget man rent faktisk sidder og bruger tid på. Møder man ikke op til timerne skal man huske at holde øje med skolens inspektører, der fungerer som skolens politi. Hvis du bliver spottet af en sådan mens du skulker er det med at gemme sig, for de kommer efter dig lige med det samme, også hvis du ender i slåskamp, hvilket hænder ganske ofte.

Bully foregår heldigvis ikke kun på selve skolens område, men også i den omkringliggende by. Disse områder skal dog låses op via hovedhistorien, men det er alle kræfterne værd, da byen indeholder masser af ekstra underholdning. Man kan købe tøj, rådne æg, kløpulver, stinkbomber og meget mere i butikkerne og derudover er der også et tivoli hvor man kan fornøje sig med endnu flere mini-games. Visse falder lidt ved siden af, men generelt er det hele meget underholdende. Mange missioner breder sig naturligvis til byen efterhånden som man kommer længere i spillet og ganske som i Grand Theft Auto får man også mulighed for at erhverve sig opholdsteder i byen, så man kan gemme sit spil uden at skulle tilbage til skolen hver gang.

For at komme rundt omkring i omgivelserne har man naturligvis mulighed for både at cykle og køre på skateboard. Disse ting er dog ikke tilgængelige til at starte med, men det giver en glimrende glidende overgang efterhånden som spillet bliver større og større.

Spillet har også en multiplayer mode der er beregnet for to spillere på samme konsol. Der er dog desværre ikke tale om coop mode, men i stedet blot muligheden for at spille mod hinanden i spillets mini-spil. Det er altså ikke værd at skrive hjem om, men man kan da få et kvarter til at gå med det. Bully er primært et single player spil og har ingen online funtionalitet overhovedet. Men det er vi jo ved at være vant til.

Controls i spillet er naturligvis blevet indrettet så de fungerer med Wii’ens bevægelsesfølsomme controllers. Langt det meste fungerer intuitivt, selvom der bliver gjort lidt for heftigt brug af forskellige knap-tryk kombineret med en bevægelse. Det er meget svært at huske dem alle sammen, så det kræver nogen træning før de hænger fast. Og lægger man spillet fra sig et par dage, ja, så skal man lige have det hele frisket op igen. Det er uden tvivl et spil for hardcore gameren, der ikke har de store problemer med at huske kombinationerne. Men med det hele frisk i erindringen, så fungerer det glimrende omend noget forvirrende. Både Wiimote og Nunchuk bliver udnyttet til deres fulde potentiale.

Grafik

Stilen i Bully er helt i top. Omgivelserne føles meget levende og det hele er dejligt karikeret, så man føler næsten man er med i en tegneserie. Videosekvenserne i spillet er yderst veludførte og giver en rigtig god indlevelse i historien og undermissionerne.
Desværre er spillet ikke specielt pænt at se på. Det et meget tydeligt at grafikken er taget direkte fra Ps2 versionen, men det er helt ærlig fuldstændig lige meget, for det fungerer og rent æstetisk er det helt oppe og ringe.

Lyd og musik

”Greetings and salutations!” - ja, jeg den har været oppe og vende en gang, men det er meget vigtigt at understrege den genialitet der ligger i spillets verbale lydside. Det er et overflødighedshorn af klicheer, hvilket godt kunne forstås negativt. Det er det dog absolut ikke i dette tilfælde og det skal ikke være nogen hemmelighed at dialogen i Bully næsten gør spillet værd at spille i sig selv.
Musikken? Mens man spiller kører der en stille og rolig hverdagssang i højtalerne som skifter til noget mere actionpræget når der sker noget spændende. Derudover er der de sporadiske musikstykker spredt udover byen i for eksempel tøjbutikken og tivoliet. Generelt passer de fint til spillet og formår at højne stemningen endnu højere end den allerede var.

Konklusion

Bully: Scholarship Edition er et rigtig godt spil på næsten alle punkter. Med mindre man er grafik fanatiker, så vil man uden tvivl finde utallige timers underholdning i pakken, specielt hvis man er nået til det punkt i sit liv hvor man kan se tilbage på folkeskolen med et lille smil på læben.
Trods mediernes noget skændige dækning af spillet for et par år tilbage, så skal det siges at spillets hovedperson, trods spillets titel, faktisk er en ganske sympatisk fyr og at spillet på langt de fleste punkter er meget uskyldigt da det hele er udført med et glimt i øjet.
Kan man lide den slags karikeret humor, så er Bully et must-buy for alle ”sandkasse” elskere og undertegnede tøver ikke et øjeblik med at anbefale det til alle jer der savner et spil i stil med Grand Theft Auto.