Wiinyt

Filminstruktøren Steven Spielberg har instrueret utallige film i sin karriere. Hans første store succes var med Dødens Gab(originaltitel: Jaws) tilbage i 1975 og sidenhen film som Indiana Jones, Jurassic Park og Minority Report. Men hvad relevans har det for denne anmeldelse? Jo, faktisk så har hr. Spielberg haft en stor finger med i spillet under udviklingen af Boom Blox. Tilbage i Wii’ens spæde barndom fik Spielberg lov til at prøve en Wii og han fandt den så morsom, at han næsten intuitivt fandt på ideen der danner grundlaget for Boom Blox. Faktisk er det ikke første gang han har stukket hovedet indenfor hos spilindustrien. Tilbage i 1995 udkom adventure spillet The Dig, som er baseret på en historie Spielberg har skrevet. Men nok om det – nu skal det handle om klodser!

Boom Blox er, som udgangspunkt, det vi alle sammen kender som Klodsmajor. Man stabler en hulens masse klodser ovenpå hinanden og så skal dette tårn så pilles fra hinanden på enten den ene eller den anden måde. Det kan lyde lidt trivielt, men hvis man ser på alle de forskellige gameplay elementer udvikleren har fået presset ind i spillet, så bliver man lynhurtig klar over hvor omfattende det rent faktisk er. Faktisk er der så mange muligheder, at undertegnede ikke kan huske dem alle sammen, så vi må tage den lidt på slump.

Hovedingrediensen i spillet er naturligvis klodserne. De findes i flere forskellige typer og for at nævne i flæng findes der klodser der eksploderer når de bliver ramt af noget, der findes klodser der forsvinder når de bliver ramt af noget, der findes klodser der eksploderer når de ramler ind i en anden klods af samme type, der findes klodser der giver point når de rammer jorden og ligeledes klodser der trækker fra dine point hvis de rammer jorden. Der findes klodser lavet af is så friktionen er meget lav, der findes klodser der nemt går i stykker men dog kan tåle en smule tryk og så videre og så videre og så videre. Udvikleren har tydeligvis vredet hjernen for at få så mange muligheder klemt ind i spillet som overhovedet muligt og det er uden tvivl disse muligheder der sørger for at holde spillerens interesse i mere end en time.

Styring

Spillet styres primært med wiimoten. Det hele er ekstremt intuitivt. Hvad enten man skal tage fat i klodserne, eller skyde efter dem med genstande, så bruges wiimoten til at sigte med og man kan dreje hele banen rundt om en akse ved at holde B nede og bevæge wiimoten op/ned/højre/venstre. Man låser sig fast på et punkt med A og så kan man enten kaste ved at lave en kyle bevægelse, eller man kan flytte en blok ved langsomt at bevæge wiimoten i den retning man ønsker. Der er kun en ting man kan sætte fingeren på ved styringen og det er at det somme tider kan være lidt svært at få spillet til at forstå hvor hårdt man vil kaste. Ofte vil et hårdt kast ende med en olympisk medalje i at kaste kortest. Andre gange kan et sløvt kast resultere i at man kommer i Guinness Book of Records for at kyle en bold til månen. Det hjælper med lidt øvelse, men det kan være lidt irriterende.

Fysikken

Et spil som dette kræver naturligvis at fysikken er i orden. Og til alt held, så er det også tilfældet. Det vil være synd at kalde det realistisk, for det er det absolut ikke. Ofte vil man stå med et tårn der ser unaturligt skævt ud, men hvor det stadig bliver stående. Men, det er lige præcis sådan det skal være, for de har strukket virkelighedens fysik så tilpas meget, at det man ønsker sig kunne lade sig gøre i Klodsmajor godt kan lade sig gøre i Boom Blox, dog uden at virke fuldstændig tåbeligt. Fysikken er i balance når man taler om virkelighed kontra morskab - helt perfekt.

Single player

Man kan spille både som single player og som multiplayer. Ganske som det er tilfældet i en mængde andre spil, så er alt indhold i spillet ikke låst op fra start, så der er ingen vej udenom single player delen hvis man vil have adgang til alle de forskellige typer klodser i editoren. Det kan diskuteres om det er en god løsning eller ej, men til alt held, så er denne mode faktisk ganske underholdende.
Spillet indeholder en eller anden fuldstændig absurd tåbelig historie om nogle forsvundne diamanter og andet gejl. Den gider vi ikke bruge mere tid på. I stedet skal vi snakke lidt om hvad single player delen byder på.

Til at starte med byder banerne på en slags tutorial hvor man bliver introduceret for de forskellige klodser og de forskellige gameplay typer. Det er en glimrende måde at blive komfortabel med spillets fysik og styring på. Desværre varierer banerne enormt i kvalitet. Ofte får man løsningen smidt lige i ansigtet fra start. Andre gange spiller tilfældighed så stærkt ind at man er ved at gå i baglås af irritation fordi man ikke lige kan ramme fra den rigtige vinkel. Men, det hele bliver opvejet af spilmekanikken. Der er noget tilfredsstillelse i at kaste løs med alt lige fra tennisbolde til bomber og så se hele baduljen falde sammen på en nogenlunde fysisk korrekt måde. På en måde kan det sammenlignes med at give slip på tøjlerne i Grand Theft Auto, men det skal vi nok ikke komme nærmere ind på her. Der er i hvert fald en vis mængde ”gad vide hvad der sker hvis jeg fjerner den her” involveret.

Multiplayer

I multiplayer mode har man de samme gameplay typer til rådighed som man har i single player mode. Man kan spille 4 sammen, enten efter tur eller på en gang – det afhænger af spiltypen. Man kan også spille både mod hinanden og med hinanden. Der er altså coop i dette spil og det er virkelig fedt når man sidder og laver strategier for hvordan en bane skal gribes an. Så kan man sidde og diskutere opbygningen og mulighederne lidt og så kan man ellers selv bestemme hvem der skal gøre hvad. En utrolig lækker frihed til at spille som man har lyst til.

Generelt bærer multiplayer delen præg af at være rigtig godt designet. Undertegnede har brugt utallige timer i selskab med kammerater, hvor man hele tiden bare lige skal have en enkelt bane mere. Det er virkelig et af de her spil man ikke kan lægge fra sig når først man er kommet i gang.

Bane editoren

Føler man sig ekstra kreativ, kan man tage fat på spillets editor. Her kan man designe sine egne baner helt fra bunden og derefter dele dem med sine kammerater over wi-fi. Det fungerer lidt ligesom at lege med Lego. Heldigvis er det også muligt at placere klodser i fri luft. Disse vil så bare falde mod jorden når banen startes. Man har alle de klodser til rådighed man har fået låst op tidligere og dem kan man så manipulere i 90 graders vinkler. Det er muligt at lave klodser af vilkårlig størrelse, men man er desværre bundet til fuldstændig firkantede kloder, der dog kan være rektangulære. Man fornemmer lidt at spillet kan bruges som det gammelkendte The Incredible Machine, hvor man så kan lave Rube Goldberg maskiner og det er også tilfældet et langt stykke henad vejen. Men, her viser spillet også en svag side, for man har vitterligt kun firkantede klodser til rådighed så det er småt med tandhjulene, knapperne, transportbånd og så videre. På det punkt virker det lidt som om at spillet har en identiteskrise. På den ene side handler det om at vælte klodser. På den anden side handler det om at lave baner der ”spiller sig selv”, men hvor effekten falder lidt til jorden grundet det manglende udvalg af ”ting der ikke er klodser”.

Grafik og præsentation

Som helhed virker spillet meget gennemført. Både præsentation og grafik er i retning af det vi normalt kun forventer af Nintendo’s egne spil. Karaktererne i spillet består af nogle dyr der tydeligvis har spist for mange legoklodser. Det kan virke lidt plat, men de passer forrygende ind i spillets overordnede stil og de er faktisk ganske sjove at se på.

Spillets historie er, som forventet, fuldstændig absurd irrelevant. Heldigvis har det absolut ingen negativ indflydelse på gameplayet og hvis man skal se lidt positivt på det, så bidrager det faktisk en smule til gameplayet, men nok om det.

Musik og lyd

Også her er vi ude i noget der minder meget om det Nintendo plejer at diske op med. Og også her fungerer det upåklageligt. Lydene er nuttede uden at være for meget og musikken indbyder til en let tappen med foden og endda den mere sjældne ”nu skal jeg te mig og se åndssvag ud” dans. Denne kan heldigvis afvikles mens man sidder i sofaen, så bare rolig, det kræver ikke den store fysiske udfoldelse.

Konklusion

Ideen bag Boom Blox er kendt fra Klodsmajor og prøvet i digital form før – endda også på Wii’en, men først nu er det blevet gjort med succes. Boom Blox står som et lysende eksempel på hvordan man kan tage et simpelt koncept og derefter lave det så unikt, at det overstiger den virkelige verdens version med flere længder.

Spillet indeholder så stor variation, at det er svært at overskue og hvad angår spilletid, så er der næsten ingen grænser for hvor lang tid man kan bruge på det. Det er uden tvivl sjovest at være flere om det da det sociale aspekt spiller ind i meget høj grad. Man får næsten sved på panden, når man skal fjerne klodser fra det vaklende tårn og så er det altså sjovest hvis man har nogle venner ved siden af, så der er nogen til at pege fingre ad en når det skæve tårn i Pisa bliver omdannet til en bunke murbrokker.

Har man ikke noget imod stilen i spillet, så kan det kun anbefales at købe denne spilperle. Om det har gjort en forskel at Steven Spielberg har været med i design processen er svært at sige noget om, men hvis det er hans arbejde der har gjort udfaldet, så ser vi gerne at han fortsætter med at designe nogle flere spil - for det her, det er det Wii’en er skabt til.