Ny bruger? Klik her! | Glemt dit kodeord?

Xboxnyt.dk

Toki Tori

Toki Tori er navnet på det spil vi skal kigge på i denne anmeldelse. Spillet er udviklet af hollandske Two Tribes og blev oprindeligt udviklet til Gameboy Color, men har altså nu fundet vej til Nintendo’s WiiWare service.
Genren er puzzle og hvis man ser på den måde det spilles på, så minder det utroligt meget om gode gamle klassikere som Lemmings, The Lost Vikings og The Humans. Hvis i ikke har hørt om disse spil før, så er det formentlig fordi de er oldgamle. Heldigvis har de fleste udviklere fundet ud af at grafik ikke længere er alt og med introduktionen af downloadable content i form af småspil, så har gameplay fra ”the days of yore” fået lidt af en renæssance i den senere tid. Det kan vi kun glæde os over, for der er masser af potentiale i de gamle spilopskrifter.
Og det er ikke kun i gameplay at spillet låner fra de gamle pergament ruller. Også det grafiske aspekt minder meget om en gammel klassiker ved navn The New Zealand Story hvori der optræder en herlig lille fugl med kondisko. Ja, den slags særheder var faktisk mere reglen end undtagelsen i en tid hvor realisme var en by i Rusland. Og det er skam positivt ment.

Spillet er primært et single player spil og er utrolig simpelt bygget op. Man har ikke andre valgmuligheder end at starte fra en ende af og så arbejde sig igennem banerne en efter en. Har man store problemer med en bane og ønsker man at gemme den til senere, så kan man bruge det spillet kalder et wildcard, hvorefter man vil springe videre til næste bane. Man har kun et enkelt wildcard til rådighed, så ønsker man at skippe en bane senere, så er man nødsaget til at gennemføre den bane man brugte det på tidligere, for at få det tilbage igen. Det fungerer glimrende og sørger for at man aldrig kommer til at sidde fuldstændig fast.

De første 10 baner foregår i en hyggelig skov hvor Toki Tori tilsyneladende holder til. Hans venner er blevet taget til fange og det er nu op til dig at redde dem alle sammen. Det foregår ved at indsamle de æg der er spredt rundt i banerne på strategiske steder. For at få fat i æggene skal man gøre brug af nogle items man bliver tildelt i starten af hver bane. Uden at afsløre for meget kan vi fortælle at nogle af de tidligst introducerede items tillader Toki Tori at fryse fjender, flytte sten, teleportere sig og bygge små afsatser. Ofte skal disse items bruges i korrekt rækkefølge før man kan gennemføre banen.
Strategi spiller en stor rolle i dette spil. Med et tryk på minus på wiimoten kan man zoome ud og danne sig et overblik over banen. Her kan man med fordel være to spillere, hvor den ene wiimote bruges til at tegne markeringer på banen, mens den anden styrer. Spillet er altså ikke helt blottet for multiplayer muligheder hvilket er ganske rart.

Når man så har lagt en strategi, bevæger man sig rundt på banen, placerer items og undgår fjenderne altimens man indsamler æg. Når man har indsamlet det sidste fortsætter man til næste bane og sådan foregår hele spillet. Det eneste der ændrer sig er banernes stil og samtidig bliver der gradvist åbnet op for flere og flere nye items. Dette er med til at give spillet den adspredelse det skal have for ikke at blive kedeligt og det fungerer glimrende. Dog virker visse items lidt ulogiske – specielt for en fugl.

Sværhedsgraden i spillet svinger en del. For hver 10. bane man gennemfører skifter spillet stil, hvorefter sværhedsgraden bliver sænket drastisk under introduktionen af nye items. Det får spillet til at virke en anelse let og det vil tage de færreste mere end 4 timer at komme igennem de initielle baner. Herudover byder spillet dog også på en hard sværhedsgrad, så spillet byder altså på ekstra baner efter man har gennemført den første runde.


Fra Youtube

Styring

Spillets styring gør naturligvis brug af alle de muligheder der ligger i Wiimoten og der er ikke brug for Nunchuk. Det er vist muligt at tilslutte den, men da det aldrig blev nødvendigt har undertegnede ikke undersøgt det - i hvert fald fungerer det upåklageligt uden.

Det hele fungerer via point-n-click. Trykker man på A, bevæger Toki Tori sig hen til det sted man klikkede og trykker man på B, så aktiveres det item man har valgt. Items vælges ved at lave et hurtigt vip med wiimoten til enten højre eller venstre. Man kan også bruge d-pad’en til dette hvis man vil, men det virker glimrende at vippe frem og tilbage. Det er dog rart at man har begge muligheder, så tommelfingeren opad for det.

Grafik og præsentation

Både grafik og præsentation i spillet ligger en del over middel. Det er ikke banebrydende på hverken den ene eller den anden måde, men det hele bygger på gode gamle traditioner. Om man kan lide det eller ej er selvfølgelig en smagssag, men spillet er pænt at se på og virker meget gennemarbejdet. Som en lille sidegevinst skal det nævnes at Toki Tori sender beskeder til Wii Message Board efterhånden som man gennemfører spillet. Det har ingen praktisk betydning, men det er faktisk lidt hyggeligt og det er en mindre klinisk måde at tracke ens progress på i forhold til den sædvanlige Nintendo spilletids besked.

Musik og lyd

Musikken i spillet er, omend lystig og velkomponeret, noget irriterende i længden. Det passer fint til spillet, men når man sidder fast i en bane og det samme up-tempo musikstykke bliver ved med at spille igen og igen, så er det lidt svært at koncentrere sig.
Lydene i spillet passer fint til stilen og slår man musikken fra, hvilket kan gøres fra spillets hovedmenu, så vil man blive mødt af nogle veldrejede ambient effekter der får spillet til at virke levende uden at være for meget.

Konklusion

Toki Tori er absolut værd at stifte bekendtskab med. Det er ikke banebrydende på hverken den ene eller den anden måde, men det brillerer i sin simplicitet og veldrejede gameplay. Det er et af de her spil man vil elske hvis man går under betegnelsen ”casual gamer”, for det tillader en at sætte sig ned og spille i små bidder i stedet for at skulle spille i flere timer. Perfekt hvis man kommer hjem efter arbejde og lige vil fede den lidt på sofaen.
Spillets pris taget i betragtning er holdbarheden også fin, så hvis du holder af spil i puzzle genren er der ingen vej udenom Toki Tori. Er du fan af gamle klassikere som Lemmings, The Lost Vikings og Humans vil du uden tvivl også finde masser af god underholdning i denne pakke.

Skriv en kommentar

  1. 1Den 23. Juni, 2008 kl. 23:50 skrev Hejann:

    N64

    Nu hvor du så småt os er begyndt på WiiWare review og video så kan jeg vel lige så godt droppe mine egne? :s

  2. 2Den 23. Juni, 2008 kl. 23:53 skrev MissionMessi:

    nice!

  3. 3Den 23. Juni, 2008 kl. 23:57 skrev Erroneus:

    Admin

    Det ser sq oki ud, elsker den slags spil, det er godt til at stresse af med :)

    Lidt synd det kan blæses igennem så hurtigt, men forhåbenligt ser vi mere fra Two Tribes, måske enda en udvidelse med noget online-map deling, det kunne være stort.

    Hejann du gør bare som du selv har lyst til.

  4. 4Den 24. Juni, 2008 kl. 00:00 skrev elsenator:

    Admin

    Hejan, vi er, som udgangspunkt, altid åbne for at få nye anmeldere ind. Hvis du har skrevet en anmeldelse du mener er af tilpas høj kvalitet er du velkommen til at sende den til os. Så kigger vi på den og vurderer om den kan komme op som officiel Wiinyt anmeldelse. :)

    Derudover er du selvfølgelig mere end velkommen til at komme med dine egne anmeldelser i forummet. Det er altid rart at høre hvad andre folk mener om spillene.

  5. 5Den 24. Juni, 2008 kl. 00:21 skrev Hejann:

    N64

    Jeg tror godt jeg er god nok til selv og vurdere om jeg skal sende den som en fast anmedelse, nyhed eller et forum inlæg da jeg forhåbentligt efter sommer kan komme med en del forskellige ting

  6. 6Den 24. Juni, 2008 kl. 02:44 skrev NiF:

    N64DD

    Fin anmeldelse, men jeg er ikke desto mindre dybt uenig på nogle områder. Navnlig synes jeg på ingen måde, sværhedsgraden kan beskrives som lav. For hver af de fire verdener med 10 forholdsvis lette baner, er der 7 (hvis min hukommelse ikke svigter) ’svære’ baner. Disse udgør for mig en stor udfordring og giver spillet god holdbarhed, da jeg stadig sidder fast i enkelte efter adskillige timers forsøg. Hvis du på få timer har klaret det hele, må jeg simpelthen beundre dine evner i problemløsning! Jeg synes bestemt, man får meget spilletid for pengene.

    I øvrigt synes jeg ikke, styringen med Wii-moten virker ideelt. Jeg foretrækker at bruge Wii-mote sammen med Nunchuck til dette spil - eller endda Classic Controller. Men det er jo nok en smagssag; og det er netop så glimrende, at mulighederne er til stede! =)

  7. 7Den 24. Juni, 2008 kl. 07:48 skrev Hejann:

    N64

    Hehe :)

    Det kommer måske and på hvilken slags gamer man er ? :D

  8. 8Den 24. Juni, 2008 kl. 09:41 skrev elsenator:

    Admin

    Hejan, Som sagt kan du sende det til os og så vurderer vi om det er godt nok eller ej. :) Vi kan ikke bare acceptere alt der bliver sendt til os uanset hvad forfatteren selv mener. Det er den eneste korrekte måde at gøre det på.

  9. 9Den 24. Juni, 2008 kl. 09:42 skrev elsenator:

    Admin

    Nif, Jeg har ikke haft de store problemer i banerne, men jeg arbejder også som programmør til daglig, så det kan være det er derfor. :D

  10. 10Den 24. Juni, 2008 kl. 11:41 skrev elsenator:

    Admin

    Nif, Jeg kommer lige i tanke om at du formentlig tænker på hard banerne, right? Jeg har gennemført de initielle baner, men har endnu ikke gennemført hard banerne. Jeg har derfor lige rettet lidt til så det ikke misforståes.

  11. 11Den 24. Juni, 2008 kl. 11:46 skrev nitte:

    Gamecube

    Uhh, elskede både lemmings, lost vikings og humans… Må da hellere give det her et forsøg - havde ellers afskrevet det som et kedeligt platform agtigt spil, men lyder til der er mere i det.

    I burde nok lige skrive pris på spillene når I anmelder wiiware titler, men ellers god anmeldelse.

  12. 12Den 24. Juni, 2008 kl. 12:13 skrev NiF:

    N64DD

    @Elsenator: Ah, det glæder mig at høre. Jeg refererer naturligvis til ‘hard’-banerne, ja, de øger altså sværhedsgraden en hel del. Vi kan godt blive enige om, at de første 10 baner i hver verden er ret overkommelige. Men der slutter spillet ikke. Hvis man ignorerer de 7*4 svære baner, har man reelt kun klaret en god halvdel af spillet. Jeg har spillet en del puzzle-spil i min tid (og endda rodet noget med programmering i navnlig Java uden dog at være uddannet til eller have arbejdet som programmør), og Toki Tori er bestemt udfordrende for mig! =)

    Iøvrigt har du helt ret i, at spillet formår at fange ‘retro’-følelsen og minde om de klassiske puzzle-spil - hvilket altid er et plus.

  13. 13Den 24. Juni, 2008 kl. 12:19 skrev elsenator:

    Admin

    Nif, nu glæder jeg mig helt til at komme hjem og prøve dem. :)

  14. 14Den 24. Juni, 2008 kl. 14:20 skrev nitte:

    Gamecube

    I smell a challenge! :D

  15. 15Den 24. Juni, 2008 kl. 15:27 skrev Hejann:

    N64

    Elsenator> øhh jeg tror ikke rigtigt du har forstået :S

  16. 16Den 24. Juni, 2008 kl. 15:31 skrev elsenator:

    Admin

    Hejan, Så forstår jeg ikke din forrige post. Du skriver at du selv vil være god nok til at vurdere om du vil sende en anmeldelse ind. Jeg har da ikke påstået at du ikke kunne vurdere det, men blot pointeret at du kan sende anmeldelser til os og så vurderer vi derfra om de skal op på siden som officielle Wiinyt anmeldelser. :) Jeg læser bare hvad du skriver og svarer på det.

  17. 17Den 24. Juni, 2008 kl. 20:22 skrev Hejann:

    N64

    Det var vidst mig der misforstod :)

  18. 18Den 28. Juni, 2008 kl. 11:45 skrev Krisp:

    Admin

    Jeg synes overhovedet ikke det holder. Det blev kedeligt efter de første par baner. Det er bare det samme om og om igen. Grafikken er kedelig og minder mest af alt om noget fra GBA e.l.

  19. 19Den 20. August, 2008 kl. 20:09 skrev Hejann:

    N64

    Jeg synes at det er meget sjovt at vi får det for 900 point :D mens amerikanerne får det for 1000

  20. 20Den 20. August, 2008 kl. 20:30 skrev Erroneus:

    Admin

    Måske fordi Euro’en er mere værd en dollarsen og så er udvikleren fra holland :)