Wiinyt

Med mindre man har boet under en sten de sidste par år, så har man formentlig hørt om det efterhånden famøse Call of Duty 4: Modern Warfare. Spillet blev udviklet af et firma ved navn Infinity Ward der er kendt for at presse citronen til det absolut yderste hvad angår kvalitet.
Hvis man er fan af spilserien ved man også at en anden udvikler ved navn Treyarch også leverer spil der går under samme navn og man ved derfor også at Teryarchs spil ofte er af noget lavere kvalitet end de spil Infinity Ward disker op med. Treyarch stod blandt andet for Call of Duty 3, der fik en noget blandet modtagelse da det udkom tilbage i 2006. Dette var også det første Call of Duty spil der blev udgivet på Nintendo Wii.
Desværre blev Wii’en forbigået da Call of Duty 4 udkom, så det lader til at Infinity Ward har valgt helt at droppe det store potentiale der ellers ligger i Wii’ens enorme brugerskare. Det har heldigvis ikke afholdt Treyarch fra at udgive deres netop færdiggjorte Call of Duty: World at War på konsollen og det er det vi skal kigge på i denne anmeldelse.

Design

I denne omgang har serien igen vendt blikket mod 2. verdenskrig. I stedet for at fokusere på de mest kendte slagmarker, har de dog valgt at fokusere på nogle mindre gennemtærskede kampe. Igennem spillet styrer man flere forskellige soldater, der bliver sat i kamp mod både japanerne og tyskerne. I den sammenhæng kommer man forbi både jungler, sumpe, frodige enge og de mere kendte europæiske lokationer såsom Berlin. Det giver en rigtig god adspredelse og får spillet til at stå ud fra mængden af de seneste års utallige 2. verdenskrigsspil. Med andre ord, spillet er noget for sig selv og det er absolut positivt.

Spillet er faktisk bygget på den selvsamme motor Infinity Ward udviklede til Call of Duty 4. I Wii versionen er alting naturligvis skåret drastisk ned, men de har alligevel præsteret af få de vigtigste ting med i porteringen og rent teknologisk står World at War som et af de mest imponerende spil til Wii’en. I stedet for at skære visse ting helt væk, har de valgt at tage det hele med, men lave simplificerede versioner af det hele - både fysik, grafik og lyd. Det er et kærkomment tiltag da vi som garvede gamere nødigt vil undvære de ting vi længe har taget for givet. Eksempelvis byder WaW på “rigtige” skygger fra personer og objekter, ragdolls, flotte partikel effekter, afstandsbetonet lyd, høj densitet af græs og motioncaptured animationer. Det er altsammen med til at få spillet til at virke moderne selvom grafikken naturligvis ser noget dateret ud.

Hver enkelt mission indledes af en introvideo der på pædagogisk vis fortæller om krigens forløb mellem hver bane. Det er med til at binde historien sammen så man aldrig føler at man taber den røde tråd. Ellers bliver spillets historier flettet ind via de scriptede sekvenser serien også er kendt for. Det fungerer glimrende og bortset fra et par sekvenser senere i spillet er det lykkedes Treyarch at få spilleren til at føle sig i kontrol trods det traditionelt meget lineære gameplay.

Styring

Styringen i spillet minder meget om den vi kender fra blandt andet Metroid Prime. Det føles ganske intuitivt og de fleste funktioner befinder sig der hvor man forventer det. Under det generelle gameplay er styringen god, men ikke perfekt. Det kan være enormt svært at sigte med en sniperriffel grundet kameraets, til tider, flyvske opførsel, men man vænner sig til de små uhensigtsmæssigheder. Dog er der store problemer med styringen af mountable våben. Det er næsten umuligt at håndtere præcist, så oftest vælger man at bruge sit normale maskingevær i stedet for. Det lugter lidt af dårlig portering, men samlet set ligger styringen med wiimote+nunchuk stadig langt over middel.
Spillet indeholder også support for Wii Zapper, men det er mildest talt umuligt at håndtere. Om det er undertegnede der er kronisk analfabet på det punkt er en absolut mulighed, men umiddelbart virker det frustrerende og upræcist.

Gameplay

Har man spillet nogle af de tidligere spil i serien, ved man hvilket gameplay man får i CoD:WaW. Det hele er objective baseret og langt det meste af tiden handler det om at skyde fjender i massevis. Dette indebærer dog en vis mængde taktik, da fjendernes positioner og reaktioner afgør hvordan de skal håndteres.
Japanerne er ekstremt aggressive og angriber ofte frontalt med deres “BANZAAAAIII!!!” angreb med bajonetten peget direkte mod din strube. Dette er faktisk også et af spillets anker, for når man først hører deres insane krigsråb i højtaleren, så kan man ligeså godt lægge sig til at dø, da det er meget svært at lokalisere hvor de kommer fra hvis man for eksempel er i gang med at snipe. Når de først hen til en, og de løber dælme stærkt, så skal man reagere så hurtigt på deres angreb, at man 9 ud af 10 gange ender med instant kill - og det er altså ikke japaneren der dør. Problemet ligger i at man ved et sådant angreb skal trykke ned på d-padden eller ryste med wiimoten for at vende angrebet mod japaneren selv. Af underlige årsager virker det overhovedet ikke at ryste wiimoten, så man er hensat til at skulle få fumlet tommelfingeren helt op i toppen af wiimoten hvor den ellers ikke befinder sig - og det har man altså cirka 0,5 sekunder til at fatte når først fjenden har taget fat i dig.

Generelt byder spillet på nogle enormt fede action sekvenser. Man bliver stillet overfor meget mere end blot at skulle meje fjenden ned med et maskingevær. Der er sniperbaner, flammekasterbaner - det vender vi tilbage til, baner hvor man kører i tank, baner hvor man skal indkalde airstrikes og meget mere.
Desværre tabte Treyarch tilsyneladende pusten i slutningen af spillet, hvor de igen tyr til de utilgivelige uendelige spawn points, altså steder i en bane hvor fjenderne bliver ved med at spawne indtil man har udført et eller andet. Desværre bliver det meget hurtigt hamrende frustrerende og kaotisk, for ofte fremstår det ikke klart hvad det er de vil have en til at gøre og da man konstant har kuglerne flyvende om ørerne får man aldrig ro til at finde ud af det. Det er da utroligt hvor mange tyskere der kan gemme sig bag et væltet bord. Men det er som skrevet kun til allersidst i spillet at dette bliver et problem.
Og nu til spillets absolutte force - flammekasteren! Ja, Treyarch har præsteret en flammekaster der er rigtig sjov at lege med. Der er et par baner der er specielt designet til netop dette våben og de er uden tvivl spillets sjoveste baner. I visse baner er det en selv der er i besiddelse af det ildsprudlende våben og i andre baner er det fjenderne. Men uanset hvem der sidder på våbnet, så giver det et enormt sjovt gameplay. Man kan for eksempel gemme sig, dukke op og skyde tankene på en sagesløs tyskers blyfri 95-lager hvorefter det eksploderer og tager både ham selv og hans soldaterkammerater med i købet.
Og er man selv den heldige ejer, så vil man have svært ved at undertrykke et rungende “Muahahahaaa!” mens man vader rundt som en anden terminator og uddeler svedne frisurer til højre og venstre. Sjovere bliver det ikke!

Multiplayer

Spillet byder også på multiplayer, hvilket er et tiltrængt tiltag for de voksne Wii ejere. Desværre benytter spillet de lange friends koder, men kan man se bort fra det, så fungerer det hele rigtig godt.
Spillet er dog blevet skåret drastisk ned i forhold til Xobx360, PC og Ps3 versionerne og indeholder desværre kun team-deathmatch og free-for-all. Der er altså ikke nogen coop multiplayer som ellers er det udviklerne har slået på tromme for. Vi må også kigge i vejviseren efter den famøse nazi-zombie mode der også er blevet omtalt en del.
Men kan man nøjes, så virker de to modes helt efter bogen og byder endda på nogle taktiske tiltag som gør gameplayet ganske interessant. Mens man spiller vil man, alt efter hvor godt man klarer sig, blive tildelt nogle special abilities som for eksempel tillader en at indkalde airstrikes, recon planes eller slippe kamphundende løs. Sidstnævnte er en ganske spøjs ide som får de campende snipere til at komme ud af deres musehuller med en hund i hælende og hul på bagen.
Teknisk er multiplayer delen helt i orden. Undertegnede oplevede intet lag overhovedet og det byder på mere taktik end man lige umiddelbart skulle tro.

Grafik

Den visuelle side af spillet er naturligvis neddroslet i forhold til de større konsoller og PC. Men man skal ikke lade sig narre for spillet byder så absolut på flot grafik alligevel. Det er lidt imponerende at stå på en frodig græsmark hvor græssets densitet er større end i Fedtmules baghave.
Partikel-effekterne er også helt i top og specielt eksplosionerne er enormt flotte at se på. Flammekasteren er ligeledes meget troværdig og render man rundt i en brændende bygning vil der flyve små ulmende gnister rundt i luften. Som skrevet tidligere så har Treyarch altså besluttet at beholde alle effekter, men blot skære lidt ned på dem så de stadig leverer et troværdigt resultat og det må man sige er en rigtig god beslutning, for det giver enormt meget til stemningen i spillet.

Lyd

Kiefer Sutherland fra 24 Timer blev hyret til at lægge stemme til Sgt. Roebuck fra de kommanderende amerikanske tropper og dette valg kunne ikke være gjort bedre. Hans ru stemme giver enormt meget til troværdigheden af spillets intense kampscener.
Stemmerne for både japanerne og russerne er ligeledes veludførte og specielt japanernes “BANZAAIII!” krigsråb kan få en op på dupperne omend det ofte allerede der, som nævnt tidligere, er for sent at reagere.
De øvrige lydeffekter er også helt i top. Spillet byder, som nævnt tidligere, på afstandbetonet lyd. Det vil sige der er forskel på hvordan en pistol lyder alt efter hvor langt væk man befinder sig. Det er naturligvis næsten en selvfølge i disse moderne tider, men ikke desto mindre er det med til at give spillet en god mængde realisme i sit udtryk.
Musikken er anonym, men passer glimrende ind. Der er ikke så meget at sige til det, men undertegnede mindes at have hørt en el-guitar med distortion i løbet af spillet. Ellers bydes der mest på det gammelkendte stemningsprægede klassiske musik. Man plejer at sige at god filmmusik lægger man ikke mærke til. Det underbygger og forstærker situationen og er dermed med til at trække seeren ind i filmen. Det gør sig tilsyneladende også gældende for spilmusik.

Konklusion

Det er ikke fps spil vi har set flest af på Wii’en og de der har været har for langt størstedelen været utroligt skuffende. Dette er ikke tilfældet for Call of Duty: World at War der, til trods for at det er en neddroslet portering, lever fuldt op til sit navn og står som et af de bedste fps spil til Wii’en. Treyarch har præsteret at skære ned på næsten alle de rigtige ting dog med undtagelse af multiplayer der virker noget amputeret i forhold til PC, Xbox360 og Ps3 versionerne.
Gameplayet er helt i top i langt størstedelen af spillet, omend det virker som om Treyarch løb tør for tid i slutningen af spillet hvor banerne pludselig bliver meget trivielle. Det er dog ikke grund nok til at vi ikke på det varmeste vil anbefale spillet hvis man savner en anderledes World War II shooter til sin starverende Wii. BANZAAAAAAIIII!!!