Wiinyt

Det har været ventet med længsel; foråret hvor vi tager hul på en ny stribe af, forhåbentlig, gode hardcore spil på Wii platformen. Et af disse spil bygger videre på en gammel kendt lightgun arcade-serie der går under navnet The House of the Dead. Udvikleren Headstrong Games har gjort det til sin mission at udbygge serien med endnu et kapitel der bærer undertitlen Overkill.
Der er tale om et spil der foregår før de tidligere spil i serien og det er udviklet eksklusivt til Wii, hvilket har været lidt en mangelvare hvad angår de spil der tiltaler os garvede gamere. Netop derfor burde grafikken, lyden og ikke mindst wiimote implementeringen selvfølgelig være helt i top. Om det er tilfældet skal vi kigge på i denne anmeldelse.

The House of the Dead serien fik sin begyndelse tilbage i 1996 hvor det oprindelige spil fandt vej til arkadehallerne. Det var lightgun action med masser af, bogstaveligt talt, hjernedød underholdning - det er trods alt mutanter(man må ikke sige zombier, det siger Agent G selv) det drejer sig om. Og netop denne selvironiske indgangsvinkel gjorde hurtigt serien populær hvilket resulterede i porteringer til både pc og konsoller. Senest blev The House of the Dead 2 og 3 porteret til Wii’en men et ganske glimrende resultat. Men nok om de gode gamle dage, nu skal det dreje sig om det spritnye zombie-splatter spil The House of the Dead: Overkill.

Som nævnt er det spilfirmaet Headstrong Games der har stået for denne spritnye on-rails shooter. De har, meget fornuftigt, valgt at føre stilen videre fra de forrige spil, men de har samtidig valgt at køre det helt derud hvor selv de bedst kendte grindhouse og exploitation film instruktører har svært ved at følge med. Hvis du ikke kender til fænomenet, anbefaler vi, at du læser lidt om det på nettet. Basalt set handler det om lav-budget film der blev produceret i 60′erne og 70′erne hvor fokus primært lå på halvnøgne damer og mere bizarre ting såsom… du gættede det - zombier(det hedder altså mutanter, det siger Agent G selv!)! Det var også film hvor halvdelen af budgettet blev brugt på reklamen for at trække så mange folk som muligt. Hele pointen var vist i sidste ende, at man så kunne snave med kæresten mens man så filmen.
Hele spillet er gennemsyret af denne selvironiske stil. Menusystemerne, musikken, lydeffekterne, historien, karaktererne - ALT! Og det holder hele vejen. Sjældent ser man spil der er så gennemførte og kompromisløse i deres præsentation. Og netop denne meget åbenlyse brug af den dårlige smag er uden tvivl et af spillets absolut største forcer. Det skal prøves før man helt forstår hvad der menes, men der skal ikke herske tvivl om at det udelukkende er positivt ment.

Man spiller som det tvivlsomme makkerpar Agent G og Detective Isaac Washington. Vanen tro er der ingen der ved hvad G’et står for og dette bliver på fornemste vis penslet ud i sjove situationer hele vejen igennem spillet. Washington gør flittigt brug af “the f-word” hvilket blot er endnu en af de ting der bliver kørt på hele vejen igennem spillet.
Det hele er delt op i kapitler, hvor hvert enkelt kapitel tager omkring 15-20 minutter at gennemføre. Med en rolig hånd og en ivrig triggerfinger kan man gennemspille historien på et par timer, men før i lader jer afskrække af dette tilsyneladende kortsigtede potentiale, så skal vi gøre opmærksom på, at det absolut ikke er lig med at spillet kun er interessant i de 2 timer.
Grunden hertil er at man gennem spillet tjener penge som man kan bruge på nye våben og våben opgraderinger. Derudover indeholder spillet mulighed for combos hvor man, ved aldrig at ramme ved siden af, kan opbygge disse og dermed komme til at tjene nogle vilde mængder af point. Det foregår ved at man gentagne gange skyder 5 mutanter i træk hvorefter man går op på næste trin i comborækken. Er man rigtig god ender man på det de kalder Goregasm og her er der virkelig tryk på point indtjeningen, hvilket igen giver flere point så man kan købe federe våben. Det er lidt den samme følelse som når man spiller Diablo II og hele tiden liiiige skal have et bedre sværd og så tager et par baner til.

Et lille minus ligger dog i våbnenes dårlige balance. Man finder hurtigt ud af at visse våben er langt mere effektive end andre og med mindre man er ligeglad med comboer, ender man med kun at bruge det mest effektive våben, til trods for at de andre våben faktisk giver spillet et helt andet feel. Her tænkes specifikt shotguns versus machine guns. Det er utroligt svært aldrig at ramme ved siden af med en machine gun, men det er dælme sjovt at holde triggeren inde og lave frikadellefars af den ene zombie(mutant! bare spørg Agent G) efter den anden.

I banerne er der spredt nogle items rundt omkring. Slowmo sløver spillet ned så man har rig mulighed for at tage præcist sigte lige i fjæset på mutanterne. Eller man kan skyde benene af dem, så de falder sammen og kryber videre med hænderne. Det resulterer i nogle ret sjove, omend morbide, situationer hvor blod og afskudte lemmer flyver til højre øg venstre. Det er simpelthen så morsomt at det ikke kan beskrives, det skal prøves.
Der findes også granater på banerne, som man kan smide med et tryk på minus knappen. Disse laver naturligvis blodpølse af op til flere mutanter på en gang og kan være gode at have i en snæver situation.
Der findes også nogle “gyldne hjerner” der giver bonus point når banen er slut. Sidst er der health packs som kan være ret vigtige hvis man er ved at krepere.

Når først man har gennemført spillet en gang bliver der låst op for Director’s Cut versionerne af banerne. Her er der flere mutanter, banerne er længere og det hele har generelt fået et tak opad i sværhedsgrad. Det første gennemløb af kapitlerne er, meget fornuftigt, forholdsvis nemme, så her handler det blot om at have det sjovt. I Director’s Cut banerne får man hurtigt problemer og fokus bliver flyttet over på at være effektiv. Af en eller anden årsag føles spillet pludselig nyt igen og man udsætter gladeligt sig selv for samme historie endnu en gang.

Når man så har gennemgået Director’s Cut, så kan man meget passende starte på de oprindelige baner igen og trykke på “indsæt ekstra mutants” knappen. Dette bevirker at banerne pludselig har fået betydeligt flere mutanter og det sammenlagt med at man nu har alle de våben til rådighed som man købte tidligere, så føles spillet endnu engang helt nyt og det bliver et rent bloodbads ekstravaganza. Det samme kan naturligvis gøres i Director’s Cut og med det for øje, så føles det forholdsvis korte gennemløb faktisk helt acceptabelt. Det er lidt ligesom at se den sidste scene i Braindead, men hvor plæneklipperen hver gang bliver skiftet ud med et nyt våben. Det burde få enhver splatterfilms entusiast til at komme i bukserne.

Og netop de 2 timer et gennemløb tager, er selvfølgelig flettet sammen med de grindhouse inspirerede mellemsekvenser. Sekvenserne findes både i starten, slutningen og midt i banerne, så man føler virkelig at man spiller en film. Dialogen mellem Agent G og Isaac Washington er plat på den helt rigtige måde og birollerne bliver spillet af clicheer som superskurken Papa Caesar med den flade udenlandske accent, Varla Guns, den kønne, men farlige superchick og så er der naturligvis også et overraskende plottwist som vi ikke skal komme nærmere ind på her. Det hele er skruet rigtig godt sammen og skuespillerne leverer noget, for stilen, rigtig god og ikke mindst morsom dialog.

Spillet byder også på achievements, som låser op for filmsekvenser, musik, concept art og 3D figurer. Disse kan så kigges igennem i den dertil indrettede memorabilia browser. Desværre er browseren meget uoverskuelig, da man ikke kan få et overblik over det samlede antal achievements men kun kan få præsenteret en på skærmen ad gangen som var det et lysbilledapparat. Men det er stadig en sjov mulighed for at få lidt indsigt i design processen bag spillets tilbliven.

Gameplay

I de normale baner kan man enten spille en eller to på samme tid. Det er klassisk on-rails gameplay hvor kameraet styres af spillet, men der er dog mulighed for at kigge lidt op/ned/højre/venstre så man føler ikke at man er fuldstændig låst fast. Man sigter med wiimoten og skyder med et tryk på B. For at reloade ryster man kort wiimoten hvorefter man er klar til at fylde endnu et par mutanter med bly. Samler man en granat op kan denne kastes med et tryk på minus hvilket resulterer i tomatsuppe af de tilstedeværende mutanter.
Mens spillet kører dukker der mutanter op fra alle revner og sprækker og ofte vender kameraet 180 grader og så har man en eller flere mutanter lige i snotten. Det er ikke direkte skræmmende, men det får pulsen op og det er med til at holde tempoet oppe. Mutanterne har også forskellig hastighed. Nogle er sløve og vaklende, mens andre er sprintere der kommer helt op og præsenterer deres rådne gebis på ganske få sekunder. Alsidigheden udvikler sig gennem hele spillet hvor nye typer mutanter bliver præsenteret løbende hvilket gør at spillet ikke har et eneste kedeligt sekund.
Udover mutanter er der også spredt nogle raske og skræmte folk rundt om i banerne. Disse skal naturligvis beskyttes for at få ekstra point.
Alle baner sluttes af med nogle alsidige og interessante boss-fights, der dog er en tand for nemme. Det ændrer dog ikke på at det er nogle underholdende kampe og det giver meget til det generelle gameplay. Generelt er spillet forholdsvis let, men det er meget tydeligt at det er tilsigtet fra udviklernes side. Det handler ikke om at få frustrerende stor modstand, men i stedet om at score flest point og lave de længste combos.
Spiller man 2 på samme tid bliver det hurtigt en dyst om at have blandt andet den største præcision, den længste combo og de fleste headshots ved slutningen af hver bane. Det er utroligt forfriskende at have et spil der satser på historiens uafbrudtden huller i stedet for at genere med konstant overvældende sværhedsgrad. Det gør flowet i spillet helt enormt godt og flytter som sagt fokus over på alt det sjove, deriblandt det karakterdrevne statboard man bliver præsenteret for i slutningen af hver bane.
Udover spillets kapitler er der også 3 mini-games der kan spilles af op til 4 spillere på en gang. Der er et klassisk shooting gallery, hvor man skal skyde bevægelige targets. Der er en survival mode, hvor man skal overleve så længe som muligt mens man bliver bombarderet med mutanter og sidst er der et mini-game hvor det handler om at redde udskyldige fra de savlende mutanter.
Sidder man 4 og gerne vil spille på samme tid er disse mini-games absolut gode at have ved hånden, men det kan slet, slet ikke måle sig med hovedspillets kapitler og virker mest som en lille sidegevinst.

Vi beklager den dårlige kvalitet af nedenstående video:

Grafik

Headstrong Games opkøbte en ældre spilmotor til brug for spillet og har udbygget den i så høj grad at The House of the Dead: Overkill uden tvivl er et af de spil til Wii som gør bedst brug af hardwaren. Der er blevet plads til moderne ting som gloom, depth-of-field og flere steder finder man også ting som normal mapping. Men nok med de tekniske termer for det er naturligvis ikke meget ved hvis spillet ikke generelt er pænt at se på - det er det heldigvis. Udover et par enkelte smuttere i mellemsekvenserne, så er spillet rigtig flot at se på. Specielt en bane der foregår ude i skoven byder på spændende grafik med tåge og bølgende vand der dog også er skyld i en aaaanelse lav framerate, der dog ikke er et problem hvad angår gameplay. De fleste ville såmænd slet ikke bemærke det.
Zombierne(Mutanterne dammit!) er rigtig flot lavet og splattereffekterne er helt i top. Det er et sandt blodbad til tider og spillets 18+ rating er helt fortjent.
Banerne er alsidige, spændende og veldesignede og næsten alle teksturer fremstår klare og tydelige. Det er en fryd med et Wii spil der går op i sit udseende.

Musik og lyd

En af de allermest interessant ting i The House of the Dead: Overkill er uden tvivl spillets lyd og musik. De numre der spiller mens man pakker fars til Føtex er helt enormt groovy og selv i musikken er der sneget noget grindhouse humor ind hvilket kører er med til at afrunde spillets generelle stil. Musikken byder på mange forskellige genrer, men fælles for alle numrene er at de fungerer rigtig godt sammen med gameplayet og uanset om man kan lide en specifik genre eller ej bliver alle parader brudt ned og man vrikker gladeligt med i sofaen mens mutanterne trygler om nåde på skærmen.
Også lyden er helt i top. Specielt våbnene får virkelig noget tyngde når man fyrer godt op for anlægget. Mutanternes skrig, gurglen og generelt skumle lyde går lige ind under huden og er med til at få pulsen op mens man spiller.
Sidst men ikke mindst skal vi også nævne den velpræsterede dialog i mellemsekvenserne og ikke mindst speakerens ru og mørke stemme. Alle skuespillerne leverer nogle rigtig gode replikker der passer helt perfekt sammen med spillets generelle Grindhouse stil. Man kan diskutere om det kræver særlig meget at levere platte replikker i en stil der i forvejen er ment til at være ringe, men undertegnede er ikke i tvivl om at man kan levere plat humor både på en god og dårlig måde. Og i Overkills tilfælde er det absolut på den gode måde.

Konklusion

Kan du lide filmen Braindead eller generelt de gode gamle splatterfilm fra 80′erne og start 90′erne, eller nogle af Grindhouse kult klassikerne fra 60′erne og 70′erne, så er der ingen vej udenom The House of the Dead: Overkill. Alt i spillet er udført i kompromisløs Exploitation Film stil og spillet vender op og ned på hvad vi anser for acceptabel sværhedsgrad. Her drejer det sig ikke om utallige frustrerende “game over” skærmbilleder men i stedet om at få de bedste stats og tjene flest point og penge til nye våben. Med en initiel gennemløbstid på omkring 2 timer kunne man tro at spillet hurtigt ville ende på hylden. Det er heldigvis ikke tilfældet, da man uden at blinke gladeligt vil gå igennem banerne igen og igen blot for at afprøve sit nye våben, få flere headshots end sidst, lave en længere combo, eller for at få skudt lidt flere bonus items på sin vej. Sværhedsgraden stiger i Director’s Cut banerne der låses op efter først gennemløb og man kan indsætte flere zombier hvis man har lyst. Der er nok at tage fat på og er man 2 spillere om det bliver samarbejdet hurtigt mikset sammen med et konkurrence element i form af hvem der får de bedste stats(præcision, point, headshots, længste combo mm.).
The House of the Dead: Overkill er et rigtig godt eksempel på hvad man kan præstere med eksklusive titler til Wii’en og her hos Wiinyt anbefaler vi på det kraftigste at købe spillet.