Wiinyt

SEGA er efterhånden ved at have en godt rygte med deres spil til Wii, de har på det seneste år produceret en mase glimrende spil og det ser ikke ud til at stoppe. Det er naturligvis lidt sjovt at tænke på, da SEGA og Nintendo før i tiden var konkurrenter, men i dag har de 2 mastodonter et glimrende samarbejde. Sega har stået bag en masse gode og nogle gange kontroversielle spil i år, bl.a. House of the Dead, Madworld, The Conduit osv.
Derfor kommer det måske heller ikke som en stor overraskelse, at SEGA nu kommer med et spil, der tager brug af Wii-fjernbetjeningen på en ret unik måde.
Dette spil er Let’s Tap, som blev lanceret ved at være ganske specielt, pga. at man ingen knapper behøver for at spille det. Styringen forgår ved at man lægger sin Wiimote, på den medfølgende kasse også skulle du kunne gennemføre en række spil, ved kun at slå blødt eller hårdt på kassen, hvor de vibrationer så bliver opfanget af Wiimoten.

Design

Der ingen nogen storymode eller lignende, men til gengæld en håndfuld mini-spil man kan kaste sig ud i, som er følgende:

•    Tap Runner: Her skal man ”tappe” sin spiller gennem baner, der med tiden bliver sværere. Når der kommer forhindringer i banen, så slår man med begge hænder, hvor efter ens spiller vil lave hop og så meget mere er der ikke i det, men det virker rigtigt godt og er nok det bedste minispil i Let’s Tap.

•    Rhythm Tap: Der spilles en melodi, og så kommer der cirkler i forskellige størrelser, alt efter hvor hårdt du skal slå i rytme til musikken. Det virker lidt som en forsimplet version af diverse rytmespil, men det fungerer ganske glimrende, specielt i multiplayer.

•    Silent Blocks: Det er en slags “vælte peter”. Der er en masse brikker stablet på hinanden og tilsammen danner de et tårn. Du skal så vælge en af brikkerne og ”tappe” dem stille og roligt ud af tårnet, uden at tårnet vælter.

•    Bubble Voyager: Man styre en Ironman lignende figur, der flyver af sted i 2d, og kan fyre missiler af sted. Spillet er onrails og det eneste man skal sørge for, er at undvige forhindringer undervejs. Det er heller ikke særlig svært at styre. Man ”tapper” let for at flyve opad og hårdt for at skyde missiler, hvilket dog til tider kan virke lidt tilfældigt når man rammer noget, men sjovt er det dog stadig.

•    Visualizer: Er fem mini-spil. Det kan fx være Paint, hvor spillet selv sørger for at lave sprøjte med maling, hvor store mængder afhænger, af hvor hårdt eller blødt man slår. Et andet eksempel kunne være Gem Game. Du har en masse kugler også skal du få dem alle ind i en flyvende kop. Der er ingen teknik overhoved, og det eneste man kan gøre er at blive ved med at ”tappe” til man dør. Visualizer delen er mere en “tech-demo”, end et spil og med for at vise hvor præcis styring, man faktisk kan opnå ved brug af Let’s Tap’s styrings metode.

Grafik

Let’s Tap grafiske stil er ligesom gameplayet ret unikt, det er nemlig en meget simpel grafik, som dog fungerer ganske glimrende, når man forstår konceptet med det. Med sine sorte baggrunde, men stadig farve fulde forgrunde, som banerne og ens tændstikmænd er bygget op af, får spillet en nærmest arkade retro stil. Man får ingen Mii understøttelse i spillet og hvor nogle måske kunne have ønsket det, så vil det simpelthen ikke have passet ind i den grafiske stil. Den grafiske stil i spillet er valgt af udvikleren Prope, for at ligge vægt på gameplay og styringen, som kommer til at fremstå mere rå og præcis.

Gameplay

Der ikke særlig meget og sige her. Alle mini-spillene bygger grundlæggende på, at spillet måler hvor hårdt du slår, derudfra kan det regne ud hvilke funktioner der skal udføres.
Der er 3 forskellige zoner af slagkraft.

•    Første er en meget let zone, hvor du ikke skal slå særlig hårdt for at komme i den her.
•    Anden zone, er et niveau mellem, meget hårdt og meget let slag.
Det skal dog siges at denne zone er den sværeste, at være i fordi det til tider kan være svært at finde ud af, hvor hårdt man skal slå for at ligge i denne zone.
•    I tredje zone skal man slå hårdt (eller i hvert fald hårdere, end de andre zoner). Den bliver brugt til at udføre forskellige specielt angreb, fx at hoppe i Tap Runner eller at skyde i Bubble Voyager.

Det der måske vil overraske folk er at styringen faktisk virker glimrende og virker rigtigt godt i spillene Personligt var jeg meget overraske over at se hvor meget Wiimoten kunne registrere og hvis man synes at den er for følsom, så kan man justere følsomheden, til at tilpasse ens spillestil.

Lyd

Let’s Tap går fuldt og fast efter en retro stil, også i lyden. Lydene er utrolig simple og det samme gælder i musik afdelingen. Soundtracket består hovedsageligt af musik der minder meget om det man havde i 8-bit alderen. Det er simpelt og passer godt ind i spillets retro stil, men desværre er der ikke ret mange musiknumre med og de numre som der er i spillet, er ikke helt i toppen af det bedste 8bit musik man kan få, men det er dog stadig godkendt.

Multiplayer

Alle spillene understøtter lokal multiplayer. Det vil altid være et plus i min bog og det hele bliver lidt sjovere med en ven. Desværre er der ingen online, hvilket virker lidt klunset, da der burde have været plads til det, det kan i hvert fald ikke være et spørgsmål om Wii’ens ressourcer med den simple grafik.
Men når alt kommer til alt, så er Let’s Tap klart bedst med vennerne.

Konklusion

Let’s Tap er meget unikt spil, som måske ikke falde i smag hos nogle, mens andre vil mene at det er et genialt spil med dybe rødder i  8-bit alderen. De 5 mini-spil kan gennemføres på et par timer, men Let’s Tap er et af de spil der sagtens kan spilles igennem mange gange, specielt hvis man spiller det sammen med venner og bekendte. Let’s Tap vil tiltale mange familier, da spillet kan spilles af stort set alle også i den yngre alder. Men Let’s tap er bestemt også henvendt til den mere erfarne gamer, som vil have en anderledes unik oplevelse og så skal man ikke glemme at Let’s Tap er et forholdsvis billigt spil, det kan købes for lidt over 200 kr. herhjemme.

Skrevet af Adib Scott Schmidt (adibscott) og Erroneus